Strozzi, florentinsk slægt. Allerede i middelalderen havde den vidtforgrenede slægt etableret sig som en af Vesteuropas førende bankierfamilier. Den både modarbejdede og var forbundet med Medicislægten; da Cosimo Medici i 1430'erne kom til magten, måtte Strozzifamiliens vigtigste ledere gå i eksil. Filippo 2. Strozzi (1428-91) vendte tilbage til Firenze i 1466 og blev en af Lorenzo Medicis vigtigste rådgivere. Han opførte 1489 Palazzo Strozzi, et af byens største paladser. Sønnen Filippo 3. Strozzi (1488-1538) var indgift i Medicifamilien, men en af initiativtagerne til deres fordrivelse i 1527. Han blev imidlertid nedkæmpet af Cosimo 1. Medici i 1537 og døde året efter i fængsel. Herefter bosatte flere af familiens medlemmer sig i Frankrig.