Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Savoyen

Oprindelig forfatter HGam Seneste forfatter Redaktionen

Savoyen, Savojen, fransk Savoie, italiensk Savoia, historisk grevskab, hertugdømme og kongerige i grænselandet mellem Frankrig og Italien.

Savoyen var oprindelig beboet af de keltiske allobroger, der i 121 f.Kr. blev underlagt romerne; de bosatte i 442 burgunderne i området. I 500-t. blev det frankisk, i 800-t. en del af Øvre Burgund og fra 1032 en del af Det Tysk-romerske Rige. Herefter regerede en række feudale borgherrer, indtil huset Savoyen i 1100-t. som grever begyndte en samling af området og lejlighedsvis også fik herredømmet over det rigere italienske Piemonte-område.

Fra 1416 regerede huset Savoyen som hertuger, og under stridigheder med Frankrig, Burgund, de schweiziske kantoner og habsburgerne voksede og indskrænkedes hertugdømmet for næsten helt at gå i opløsning under den store fransk-habsburgske strid om Italien 1494-1559.

Annonce

Fra 1559 til ca. 1600 lykkedes det igen at få samlet Savoyen-Piemonte, nu med adgang til Middelhavet ved erhvervelsen af Nice. Hertugdømmet blev snart omdannet til en moderne centralistisk stat; Torino blev udbygget som ny hovedstad, og hertugdømmet blev mere italiensk end fransk. I Ludvig 14.s tid blev det imidlertid fransk interessesfære, men efter Den Spanske Arvefølgekrig kunne hertug Vittorio fra 1720 anvende titlen konge af Sardinien.

Under Napoleonskrigene blev Savoyen indlemmet i Frankrig, men efter Wienerkongressen 1814-15 på ny genoprettet som kongedømme.

Fra 1830'erne blev Savoyen-Piemonte arnested for den italienske Risorgimento-bevægelse i strid med Østrig, der dominerede det øvrige Norditalien. Kongeriget var efterhånden blevet den ledende stat i Norditalien (se Italien (historie)), og i revolutionsåret 1848 indførtes en fri forfatning, og der erklæredes krig mod Østrig. Dette første forsøg på at drive Østrig ud mislykkedes, men da kong Vittorio Emanuele i 1859 med støtte fra Napoleon 3. indledte en ny krig med Østrig, lykkedes Italiens samling 1860-61. Konsekvensen var dog, at netop Savoyen og Nice blev skilt fra Piemonte og afstået til Frankrig som en modydelse til Napoleon 3.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Gamrath: Savoyen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155978