Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dandolo

Oprindelig forfatter PI Seneste forfatter Redaktionen

Dandolo, venetiansk adelsslægt, en af de ældste og mest berømte af Venezias ledende slægter. Fire af dens medlemmer beklædte posten som doge. Størst betydning fik Enrico Dandolo, der som doge 1192-1205 målbevidst arbejdede på at udvide den rige handelsbys magt i den østlige Middelhavsverden. Han var således hovedansvarlig, da den vesteuropæiske korstogshær under det 4. korstog i 1204 styrtede den byzantinske kejser og oprettede et kortvarigt latinsk kejserdømme i Konstantinopel. Den lærde Andrea Dandolo var doge 1343-54, men er mest kendt som det middelalderlige Venezias vigtigste historiker. Ikke blot fremstillede han i sine annaler byens historie fra oldtiden til 1280, men han foranledigede tillige, at der blev indrettet særlige samlinger af byens traktater med andre magter. Slægten uddøde omkring midten af 1800-t.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Ingesman: Dandolo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60853