Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mafia

Oprindelig forfatter THard Seneste forfatter Redaktionen

Mafiaen formåede i 1990'erne at udfylde en del af det magtvakuum, der opstod efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Foruden at være involveret i de mere traditionelle mafiøse arbejdsområder som afpresning, bestikkelse, opkrævning af beskyttelsespenge, mord og varesmugling menes de østeuropæiske mafiaer at være bagmænd for en del af menneskesmuglingen ind i Vesteuropa. Artikel fra Berlingske Tidende den 15. maj 1998.

Mafiaen formåede i 1990'erne at udfylde en del af det magtvakuum, der opstod efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Foruden at være involveret i de mere traditionelle mafiøse arbejdsområder som afpresning, bestikkelse, opkrævning af beskyttelsespenge, mord og varesmugling menes de østeuropæiske mafiaer at være bagmænd for en del af menneskesmuglingen ind i Vesteuropa. Artikel fra Berlingske Tidende den 15. maj 1998.

mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide. Til gengæld leverer mafiaen stemmer og penge. Mafiaforbryderne (italiensk mafioso, plur. mafiosi) udnytter desuden en bestemt mentalitet og bestemte samfundsstrukturer, der er karakteristiske for bl.a. store dele af Middelhavsområdet.

Ordet mafia kommer af italiensk maf(f)ia, fra siciliansk, tidligere 'arrogance, overmod', måske af arabisk oprindelse.

En mafiagruppe kaldes ofte en "familie"; gruppens kerne er da også næsten altid en biologisk familie, og relationerne mellem de øvrige medlemmer er ofte cementeret med et system af pseudoslægtskaber (fx "gudfædre") og er i alle tilfælde præget af stærke loyalitetsbånd.

Mafiosoen driver både lovlig og ulovlig virksomhed. I sine lovlige forretninger bruger han ofte fysisk vold til at bekæmpe sine konkurrenter, holde på sine kunder, true sine medarbejdere til at acceptere ringere arbejdsbetingelser osv. Mafiosoen bruger desuden indtægterne fra sin ulovlige virksomhed til finansiering af lovlige forretninger og får derved en fordel frem for de konkurrenter, der er henvist til at låne pengene i banken.

Annonce

I mafiosoens umiddelbare omverden bygger hans magt dels på hans evne til at udøve fysisk vold, dels på hans accepterede rolle som patron 'beskytter' i et miljø, hvor klientelisme og mafiamentalitet er fremherskende. I denne rolle søger mafiosoen i konkurrence med staten at udøve en total kontrol med et givet territorium. Mafiosoen optræder som den, der kan hjælpe folk med at løse de problemer, som staten ikke løser for dem, fx ved at bilægge stridigheder, ved at skaffe arbejde eller ved at yde beskyttelse mod tyveri og hærværk. Mafiaens "beskyttelse" har dog oftest karakter af ren pengeafpresning, som hyppigt fører til, at mafiaen overtager virksomheder, hvis ejere ikke er i stand til at betale afgifterne.

Mafiamentaliteten

Mafiamentaliteten er ikke begrænset til mafiaforbrydere, men er almindeligt udbredt i samfund med tradition for klientelisme, en svag statsmagt og ringe tillid til alle, der står uden for den snævre kreds af familie, nære venner og forbundsfæller. Mafiamentaliteten lægger på den ene side stor vægt på familie- og venskabsbånd og på de gensidige forpligtelser, de repræsenterer. Andre vigtige elementer er den personlige ære og for mændenes vedkommende egenskaber som styrke, handlekraft, fysisk mod og loyalitet. Loyaliteten gælder altid enkeltpersoner, evt. grupper af enkeltpersoner. På den anden side indebærer mafiamentaliteten en stærk mistillid til alle institutioner, navnlig de offentlige. I det omfang de overhovedet respekteres, sker det i kraft af deres magt og styrke.

I miljøer, hvor mafiamentaliteten er fremmed eller svag, har mafiosoen svært ved at fungere og er henvist til alene at virke ved vold og korruption som enhver anden gangster.

Den italienske mafia

Hverken mafiamentalitet eller mafiakriminalitet er udelukkende italienske fænomener, men har af historiske årsager udviklet sig meget stærkt på Sicilien og i Syditalien, hvor mafiafamilierne har opnået en politisk og økonomisk indflydelse, som har gjort dem til et alvorligt samfundsproblem og medvirket til disse landsdeles underudvikling.

Der findes fire store mafiaorganisationer i Italien: Cosa Nostra, der først og fremmest er virksom på Sicilien, består af 186 familier med i alt ca. 5400 medlemmer. Familierne er repræsenteret i et antal provinsråd, som i fællesskab udpeger regionalrådet (i pressen kendt som "Kuplen"), der er organisationens øverste ledelse. 'Ndrangheta, der hører hjemme i Calabrien, består af 144 grupper med 5600 medlemmer. Den har ingen overordnet ledelse, og kun i provinsen Reggio findes der et provinsråd. I resten af regionen er banderne indbyrdes uafhængige. Camorra hører hjemme i Campanien. De 126 grupper med i alt ca. 7200 medlemmer indgår alliancer på kryds og tværs og bryder dem lige så hurtigt. Sacra corona unita i Puglia har ligesom 'Ndrangheta ingen overordnet ledelse. Sacra corona unita menes at omfatte syv grupper med i alt ca. 2000 medlemmer. Den blev synlig i begyndelsen af 1980'erne, mens de tre øvrige organisationer kan spores tilbage til sidste halvdel af 1800-t.

I årene efter Siciliens og Syditaliens indlemmelse i det forenede Italien kom mange mafiosi til at fungere som formidlere mellem statsmagten og lokalbefolkningen; statens repræsentanter overlod i praksis en del af statens suverænitet til mafiosierne. Denne praksis blev til dels brudt under fascismen, hvor mafiaen blev bekæmpet med særdeles brutale midler. I forbindelse med den allierede invasion på Sicilien i 1943 benyttede amerikanerne sig af mafiosi i deres forvaltning af de besatte områder; mange italiensk-amerikanske gangstere fik nøgleposter i administrationen, og mange hundrede mafiosi blev udnævnt til borgmestre. Fra 1950'erne til 1970'erne ændrede mafiaen karakter og blev et betydningsfuldt element i den syditalienske forretningsverden; mafiapenge blev investeret i norditalienske virksomheder, og aktiviteterne også spredt til udlandet.

Fra 1990'erne er billedet vendt. Mafiaen accepteres ikke længere af statsmagten som et nødvendigt onde, og den har også mistet legitimitet i lokalbefolkningen, især efter mordene på to offentlige anklagere i 1992. De store italienske mafiaorganisationer, især Cosa Nostra og 'Ndrangheta, er begyndt at anlægge en netværksstruktur for derved at tilpasse sig de nye, globale markedsstrukturer og de muligheder, som ikke mindst Internettet skaber. De fastholder dog den dybe forankring i deres lokalområder.

Gangstere i USA

Den organiserede kriminalitet i USA blev opbygget med mafialignende strukturer og fungerede særlig i indvandrermiljøer. Især i forbudstiden opnåede den stor indflydelse. De vigtigste virkefelter er narkotikahandel, pengeafpresning, bookmakervirksomhed og prostitution, men der blev også knyttet tætte forbindelser til fagbevægelsen. Disse banders politiske indflydelse og deres forbindelser inden for embedsvæsenet er i dag svækket, og de er heller ikke længere beskyttet af en særlig mentalitet. Der er således tale om gangstere snarere end om mafiosi.

Den russiske mafia

I det tidligere Sovjetunionen medførte systemets pludselige fald et magttomrum, der mange steder blev udfyldt af forbryderbander med mafialignende struktur. Bandelederne er i mange tilfælde tidligere partifunktionærer, der udnytter deres gamle forbindelser i bureaukratiet til at skaffe sig indflydelse. De største bander bygger på etnisk fællesskab medlemmerne imellem; de har mange steder opnået en indflydelse, der truer de nye staters stabilitet. Flere af de stærkeste bander har indgået samarbejde med syditalienske mafiosi og med amerikanske gangstere, og deres virkeområde er blevet udstrakt til også at omfatte Vesteuropa.

Også Kina (se kinesiske hemmelige selskaber) og Japan (se yakuza) har mafialignende bander, der udnytter forbindelser til det politiske liv. Se også organiseret kriminalitet.

Globalisering

I løbet af 1990'erne blev mafiaorganisationernes virke på tværs af landegrænser og samarbejde med partnere i udlandet stadig større. Samarbejdet gælder især hvidvask af sorte penge, og ikke mindst de russiske mafiagrupper har i vid udstrækning samarbejdet med vesteuropæiske kriminelle på dette område.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Harder: mafia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120393