• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Camillo di Cavour

Oprindelig forfatter GSoer Seneste forfatter Redaktionen

Camillo di Cavour. Opvokset med fransk som modersmål kom Cavour aldrig til helt at beherske det italienske sprog. Alligevel blev hans senere politiske liv i et og alt præget af det nationale projekt, Italiens samling. Fotografi fra 1856.

Camillo di Cavour. Opvokset med fransk som modersmål kom Cavour aldrig til helt at beherske det italienske sprog. Alligevel blev hans senere politiske liv i et og alt præget af det nationale projekt, Italiens samling. Fotografi fra 1856.

Camillo di Cavour, Camillo Benso di Cavour, 1810-1861, piemontesisk-italiensk greve og statsmand, det samlede Italiens første regeringsleder. Cavour blev født i Torino; moderen stammede fra en calvinistisk schweizisk familie, og faderen var godsejer fra Piemonte. Cavour forlod i 1831 en militær karriere, overtog driften af familiens gods, som lå ved Leri i nærheden af Vercelli, og udviklede det efterhånden til et mønsterlandbrug. Opvokset med arven fra Den Franske Revolution og Napoleon havde han tidligt fået interesse for politik; han engagerede sig stærkt i tidens økonomiske og politiske problemer ud fra århundredets nye førende ideologi, liberalismen. På mange rejser til Paris og London stiftede han bekendtskab med en langt mere udviklet europæisk virkelighed og blev på denne baggrund hurtigt klar over, at den økonomiske vækst i hans eget hjemland kun kunne sikres, hvis den blev ledsaget af nye infrastrukturer og politiske reformer.

I det europæiske revolutionsår 1848 fik Piemonte, der sammen med Sardinien udgjorde kongeriget Sardinien, en konstitutionel forfatning, men kongehuset Savoyen bevarede en betydelig indflydelse. Allerede året før havde Cavour sammen med C. Balbo taget initiativ til udgivelse af en avis, hvis navn, Il Risorgimento, senere kom til at stå for Italiens samling. Cavours liberalisme havde fået en klar national drejning, og hans mål blev at skabe en italiensk nation. Han indledte nu en egentlig politisk karriere, blev i 1848 indvalgt i parlamentet i Torino og i 1850 udnævnt til handels- og landbrugsminister. Vittorio Emanuele 2. udnævnte ham i 1852 til regeringsleder i et ministerium, der byggede på en alliance med U. Rattazzis demokratiske centrum og var vendt mod aristokratiets og kirkens privilegier. Cavours nationale liberalisme var dog forlenet med et realpolitisk og moderat islæt, og han lagde således en vis afstand til Garibaldi og Mazzini.

Kongeriget Sardinien havde i 1848 lidt nederlag i den første af tre befrielseskrige mod arvefjenden Østrig, der stod i Lombardiet og Veneto. På denne baggrund indså Cavour, at det nationale projekt ingen fremtid havde uden stormagternes støtte. Han engagerede derfor kongeriget Sardinien i Krimkrigen i 1855 på fransk og britisk side mod Rusland. På den efterfølgende fredskonference i Paris lykkedes det Cavour at få rejst det italienske spørgsmål, og i 1858 sikrede han gennem en hemmelig aftale med Napoleon 3. fransk militærassistance mod Østrig, som efter den anden befrielseskrig i 1859 blev tvunget til at forlade Lombardiet. Efter kongeriget Begge Siciliers sammenbrud blev Italien med undtagelse af Veneto og Pavens Rom i februar 1861 proklameret som et samlet kongerige under huset Savoyen. Cavour nåede kun at være den samlede nations regeringsleder i tre måneder, idet han døde af en febersygdom.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Sørensen: Camillo di Cavour i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55109

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Camillo di CavourMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    va