Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirkestaten

Oprindelig forfatter PI Seneste forfatter Redaktionen

Kirkestaten, Pavestaten, Patrimonium Sancti Petri 'Sankt Peters arvegods', mellemitaliensk statsdannelse, som tilhørte paven fra middelalderen indtil Italiens samling i 1870.

Kirkestaten går tilbage til 700-t., da den frankiske konge Pippin 3. den Lille overdrog paven en række tidligere byzantinske landområder. Det var først og fremmest to store områder omkring Rom og Ravenna samt en korridor imellem dem. Især omkring år 1200, dvs. under Innocens 3., udvidede paven sine besiddelser, bl.a. med hertugdømmet Spoleto og området omkring Ancona. Middelalderen igennem var det et stadigt problem for paverne at opretholde deres myndighed i området over for byernes selvstændighedsbestræbelser og adelsfamiliernes magtambitioner.

I løbet af 1200-t. oplevede Kirkestaten en gradvis nedgang, som i 1300-t. forværredes, da paverne under det langvarige ophold i Avignon (1309-77) stort set tabte kontrollen med deres italienske besiddelser. Først efter afslutningen på Det Store Skisma i 1417 lykkedes det for Martin 5. at genoprette den pavelige autoritet i området.

Annonce

I anden halvdel af 1400-t. og begyndelsen af 1500-t. blev pavernes politik i vid udstrækning bestemt af deres stilling som lokale italienske fyrster. Således er Alexander 6. kendt for sine forsøg på at sikre Kirkestaten som et verdsligt fyrstendømme for sin søn Cesare Borgia, og "krigerpaven" Julius 2. anførte personligt de pavelige tropper i succesrige felttog for at udvide Kirkestatens område. Det er først fra denne tid, at Kirkestaten kan betragtes som en egentlig stat med paven som suveræn hersker.

I 1600-t. gik det alvorligt tilbage for Kirkestaten, som blev berygtet for et korrupt og udueligt styre, der resulterede i nød og elendighed og et omfattende bandituvæsen. På trods af høje skatter var statsgælden stadig stigende.

I 1798 fratog Frankrig paverne Kirkestaten, men de fik den tilbage på Wienerkongressen 1815, ikke mindst takket være dygtigt paveligt diplomati. Genoprettelsen af det gamle styre vakte stor utilfredshed i befolkningen, og revolutionære bevægelser opstod. I 1831 kom det til et åbent oprør, der omfattede hele Kirkestaten med undtagelse af Rom og omegn, men det blev slået ned af østrigske soldater. Et nyt oprør i foråret 1849 førte til udråbelsen af en demokratisk republik i Rom. Opstanden blev denne gang nedkæmpet af franske tropper.

Efter oprettelsen af det moderne italienske kongedømme mistede paverne stykke for stykke Kirkestaten til den nye statsdannelse, og med Italiens samling i 1870, der gjorde Rom til hovedstad, berøvedes paverne helt deres verdslige besiddelser. Efter at Kirkestaten var blevet annekteret, erklærede paven sig som "fange i Vatikanet". Denne situation varede indtil underskrivelsen af Lateranforliget i 1929 mellem pavedømmet og den italienske stat, som etablerede Vatikanstaten, der kan betragtes som den sidste rest af Kirkestaten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Ingesman: Kirkestaten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106583