Taormina, amfiteater

.

Sicilien.

.

Pylon på Siciliens nordspids, som har båret det nedlagte elkabel. Elkablet er nu undersøisk.

.

Sicilien. Gadeparti fra Noto.

.

Messina er anløbshavn for krydstogtskibe. Her er det Queen Mary 2 på sin verdensomsejling.

.

Sicilien. Domkirken i Catania.

.

Sicilien er Middelhavets største ø og Italiens største region, der også omfatter De Lipariske, Æoliske og Pelagiske Øer samt flere mindre øer; i alt 25.708 km2, 5,1 millioner indbyggere (2014). Siden 1946 har Sicilien udgjort en region med særstatus inden for den italienske stat. Øen adskilles fra det italienske fastland af Messinastrædet og er omgivet af Det Tyrrhenske Hav, Det Ioniske Hav og Den Sicilianske Kanal.

De største byer er regionshovedstaden Palermo samt Agrigento, Caltanissetta, Catania, Enna, Messina, Ragusa, Siracusa og Trapani; de ni byer er også administrationsbyer for regionens provinser med de samme navne.

Siciliens landskab

Øen er præget af bakker og lave bjerge og afgrænses mod Det Tyrrhenske Hav af stejlkyster og mod Middelhavet af sumpede områder. Bjergkæden Appenninerne strækker sig hen over den nordlige del af Sicilien med fra øst bjergene Monti Peloritani med Montagna Grande (1374 m), Monti Nebrodi eller Caronie med Monte Soro (1847 m) og Madonie med Pizzo Carbonara (1979 m). Midt på øen og mod sydøst ligger de lavere bjerge Monti Erei og Monti Iblei, og nord herfor, på østkysten, vulkanen Etna (3323 m). De største sletter ligger ved Catania, Palermo, Trapani og Marsala. Floderne er korte og har periodevis stor vandføring.

Befolkning

Siden 1980'erne er Siciliens befolkningstal kun steget langsomt som følge af en dalende fødselsrate. Samtidig er udvandringen fra øen aftaget, og sicilianske udvandrere er begyndt at vende tilbage. Den vestlige del er økonomisk og socialt tilbagestående, mens den østlige nyder godt af nærheden til fastlandet og tilstedeværelsen af store byområder. Palermo og Catania deler øen i to store indflydelsessfærer. Det indre af øen er meget tyndtbefolket, og byerne er her først og fremmest baseret på landbrug.

Økonomi og erhverv

På trods af rige naturresurser har Sicilien en svag og støtteafhængig økonomi præget af et utilstrækkeligt udviklet erhvervsliv, høj arbejdsløshed og en organiseret kriminalitet, der hæmmer udviklingen af små og mellemstore virksomheder. En nedgang i antallet af heltidsbeskæftigede modsvares af et voksende antal deltidsbeskæftigede og løsarbejdere samt af en udstrakt brug af indvandrere, ofte illegale.

I kystegnene findes rige, intensivt dyrkede områder, fx ved byerne Trapani og Ragusa, hvor der dyrkes druer, på Palermo- og Cataniasletten, hvor der dyrkes citrusfrugter, samt ved Avola og Noto, hvor der dyrkes hhv. mandler samt frugt og grønt. Øens indre dele er til gengæld præget af godser med ekstensiv hvedeavl. Kunstige søer har gjort det muligt at øge det dyrkede areal betragteligt, men private særinteresser har hindret opførelsen af dæmninger og vandforsyningsanlæg i tilstrækkeligt omfang. Produktionen af citrus er fordoblet siden 1960, men Spaniens og Portugals medlemskab af EU har medført en eksportnedgang. Den sicilianske fiskerflåde er Italiens største, og den vigtigste fiskerihavn er Mazara del Vallo.

I 1950'erne fremmede den statslige udviklingsfond for Syditalien (Cassa per il Mezzogiorno) oprettelsen af kemiske og petrokemiske anlæg i områderne Augusta-Priolo-Siracusa, Gela, Porto Empedocle og Milazzo; disse virksomheder var dog uden forbindelse med det eksisterende erhvervsliv, skabte kun få arbejdspladser og medførte ikke den ønskede udvikling. Andre industriområder er opstået omkring Palermo og Catania samt langs sydvestkysten, koncentreret om Trapani, Marsala, Mazara del Vallo og Sciacca. Ved Marsala, Caltanissetta og Alcamo findes vin- og spiritusindustri.

Der er sket en vækst i servicesektoren, især i den offentlige forvaltning og små traditionelle handelsvirksomheder. Turismen er ringe udviklet i forhold til mulighederne bortset fra enkelte steder såsom kysten ved Taormina syd for Messina. De avancerede servicevirksomheder er koncentreret i Palermo og Catania og i mindre omfang i Messina og Siracusa.

Siciliens historie

Sicilien fra palæolitikum til jernalderen behandles i artiklen om Siciliens forhistorie. Den historiske periode begynder i 700-tallet f.v.t., hvor fønikiere fra Karthago og Levanten satte sig fast på øens nord- og vestkyst, især i Palermo og Motya.

Antikken

Den græske kolonisering begyndte i midten af 700-tallet f.v.t. og fortsatte gennem de næste århundreder med grundlæggelsen af en lang række vigtige byer på det sydlige og østlige Sicilien, herunder bl.a. Naxos, Messina, Siracusa, Catania, Gela, Agrigento og Himera. Sicilien blev herved det vestlige centrum for græsk kultur (se også Magna Graecia), men de græske bystaters selvstændighed var hele tiden truet af Karthago, som med kolonigrundlæggelser havde opnået kontrollen over den vestlige del af øen.

Sejren i 480 f.v.t. i Slaget ved Himera over en karthaginiensisk hær sikrede dog de græske bystaters frihed indtil slutningen af 400-tallet f.v.t., da tyrannen Dionysios 1. under nye kampe sikrede Syrakus' herredømme over størstedelen af den græske del af øen.

Sicilien var skueplads for kampene mellem Rom og Karthago under 1. Puniske Krig, og efter 241 f.v.t. blev det meste af øen romersk provins. Sicilien var en vigtig del af Roms kornkammer, og to store slaveoprør i 100-tallet f.v.t. kunne ikke true øens velstand, der fortsatte indtil den germanske folkestamme vandalernes erobring af øen i 440 e.v.t.

Middelalderen

Sicilien var underlagt ostrogoterne fra begyndelsen af 490'erne, indtil Det Byzantinske Rige erobrede øen i 530'erne. I 827 indledtes den arabiske erobring af Sicilien; araberne var fra ca. 900 herrer over hele øen, som kom under fatimiderne i Egypten; øen regeredes dog af en næsten uafhængig emir.

Under det arabiske herredømme oplevede øen en materiel og kulturel blomstringstid. Den fortsatte, efter at normannerne under ledelse af Roger 1. og broderen Robert Guiscard, der netop havde fået kontrol over Syditalien, ca. 1060-1091 havde erobret øen. Sammen med Syditalien indgik Sicilien 1130 i Kongeriget Neapel med Roger 2. som første konge.

Fra 1194 blev Sicilien regeret af hohenstauferne og fra 1266 af fyrstehuset Anjou. Efter et oprør i Palermo i 1282, Den Sicilianske Vesper, blev Sicilien overtaget af aragonerne, som i 1443 forenede Aragonien, Sicilien og fastlandsdelen af Neapel i ét rige.

1500-1900

Sicilien og Neapel udgjorde et spansk vicekongedømme fra 1504 til Utrechtfreden 1713, da øen blev overladt til Savoyen. I 1720 afstod Savoyen øen til Østrig i bytte for Sardinien, hvormed Sicilien og Neapel igen var forenet. De spanske bourboner overtog dobbeltriget i 1734-35.

Under Napoleonskrigene måtte kong Ferdinand (1.) flere gange flygte fra fastlandsdelen til Sicilien, hvis status han lovede at styrke. Efter Napoleons endelige nederlag kunne Ferdinand vende tilbage til Neapel, men selvom hans rige i 1816 fik navnet Begge Sicilier, var Sicilien i praksis atter degraderet til en andenklasses rigsdel, hvis vigtigste funktion var at betale skatter.

Garibaldi invaderede Sicilien i 1860, og samme år blev øen indlemmet i det nysamlede kongerige Italien. På det tidspunkt var Sicilien økonomisk og socialt tilbagestående sammenlignet med det meste af det øvrige Italien; øen var desuden præget af en traditionel kultur og mentalitet, som gjorde det vanskeligt for den nye stat og dens institutioner at gøre sig gældende. På store dele af Sicilien var røverbander og mafiafamilier (se mafia) de egentlige magthavere, og mafiaen kom i vid udstrækning til at spille en dobbeltrolle som den italienske stats fjende og uofficielle forbundsfælle, idet mafiafolk og politikere på både lokalt og nationalt niveau hurtigt indså fordelene ved samarbejde.

Efter 1900

I modsætning til fx Sardinien har Sicilien aldrig haft en separatistbevægelse med rødder i sproglig eller anden kulturel egenart. Den sicilianske løsrivelsesbevægelse MIS (Movimento per l'Indipendenza della Sicilia), der blev grundlagt i dagene omkring den allierede landgang på Sicilien i 1943, repræsenterede meget forskellige politiske mål. Bevægelsens højrefløj, der overtog ledelsen i slutningen af 1944, bestod af monarkister, godsejere og mafiafolk, der frygtede, at Italien efter krigen ville blive en venstreorienteret republik. 1945-1946 kom det til regulære slag mellem italienske tropper og medlemmer af MIS' guerillahær, blandt hvis ledere var den karismatiske røverhøvding Salvatore Giuliano (1922-1950). Guerillahæren led afgørende nederlag i 1946, hvorefter den italienske regering udmanøvrerede separatisterne politisk ved samme år at give Sicilien udstrakt selvstyre; denne ordning afspejledes i forfatningen af 1948, der gjorde Sicilien til en af fem regioner med særlig status.

Sicilien var en af de stærkeste politiske bastioner for de kristelige demokrater, Democrazia Cristiana, indtil det gamle politiske system brød sammen i 1992. Øen har desuden været præget af kampen mod korruption og mafiavæsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig