Pesaro, italiensk by ved Adriaterhavet ved floden Foglias munding 60 km NV for Ancona; 94.900 indb. (2011). Pesaro blev i 184 f.Kr. grundlagt som romersk koloni under navnet Pisaurum. Byen blev ødelagt af goterne i 400-t. e.Kr., men blev allerede i 539 en del af det nyoprettede byzantinske eksarkat Ravenna som en af de fem byer, Pentapolis, der siden overgik til Kirkestaten. Fra omkring 1300 domineredes byen af Malatesta-familien, hørte siden under Milanos Sforzaer, og 1512 kom den under della Rovere-slægten. 1631-1870 var byen atter direkte under Kirkestaten.

Pesaro er komponisten Rossinis fødested og rummer et musikkonservatorium og studiecenter for Rossinis musik. Byen har siden 1980 dannet rammen om den årligt tilbagevendende Rossini Operafestival.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig