Chianti, egn i Italien; ca. 980 km2. Chianti ligger på vestsiden af bjergene Monti del Chianti mellem floderne Arno og Ombrone og afgrænses i vest af en linje gennem byerne Siena, Poggibonsi og San Casciano. Landskabet er kuperet med niveauer fra 100-500 m. Her vokser bl.a. pinje, cypres, kastanje, brombær og steneg. Et meget varieret mikroklima giver mulighed for dyrkning af mange typer druer, men det klassiske landskab med vin og oliven er forandret, siden en driftform efter fæstelignende langtidskontrakt mezzadria blev ophævet ved lov i 1978. Afgrøderne er i store områder afløst af solsikke og tobak. Desuden dyrkes hvede.
Navnet Chianti kendes med sikkerhed først fra 1200-t., hvor det historiske Chianti, "lega del Chianti", kun omfattede byerne Radda, Castellina og Gaiole. Det dækkede 300 km2.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.