Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Venezia - historie

Oprindelige forfattere GP og HGam Seneste forfatter Redaktionen

Ponte di Rialto og Canale Grande i Venezia.

Ponte di Rialto og Canale Grande i Venezia.

Venezia er den eneste større italienske by, der ikke er af antik oprindelse. Opførelsen af kunstige øer begyndte formentlig i 500-t., da veneterne flygtede fra ostrogoterne på fastlandet og søgte tilflugt på småholme i lagunens nordlige, lavvandede del omkring Torcello; ifølge en senere mytedannelse skal dette være sket i 421. Siden er bebyggelsen gradvis forskudt mod syd.

Byen hørte under Det Byzantinske Rige og var indtil midten af 700-t. underlagt eksarchatet i Ravenna. Statslederens navn, doge (egl. dux 'hærfører, hertug'), vidner om den oprindelige militære organisation. Ifølge traditionen hjembragte venetianske købmænd i 828 relikvierne af evangelisten Markus fra Alexandria i Egypten; siden da har Markus været Venezias skytshelgen og Markusløven republikkens og byens vartegn.

I højmiddelalderens økonomiske ekspansionstid (1000-1100-t.) udviklede Venezia sig hastigt til den internationale handels vigtigste by, som gradvis erobrede store havnebyer i Dalmatien. Siden 1173, måske tidligere, blev den magtfulde bys afhængighed af havet symbolsk markeret ved sposalizio del mare, dogens årlige bryllup med havet på Kristi himmelfartsdag, hvor han med et stort følge sejlede ud hinsides Lidoen og kastede en gylden ring i havet. I nutiden er dette ceremoniel genoptaget under navnet la sensa.

Annonce

I midten af 1100-t. blev Venezia en republik. Med oprettelsen af Det Store Råd etablerede det opkommende handelsoligarki en styreform, der hurtigt indskrænkede dogens hidtidige magtstilling og i praksis reducerede ham til republikkens øverste embedsmand.

Omkring 1300 blev Det Store Råd lukket for tilgang fra lavere sociale lag, og handelsoligarkiets ca. 200 familier udgjorde et aristokrati. Familierne holdt hinanden i skak ved oprettelsen af De Tis Råd, der havde domstolsfunktion, og ved etableringen af en helt enestående kompliceret forfatning, der stort set levede videre indtil republikkens ophør i 1797.

Ved en blanding af valg, lodtrækning og ad hoc-nedsatte udvalg fastholdt forfatningen en cirkulation af magten mellem de 200 familiers voksne mandlige medlemmer (i alt ca. 2000-3000 personer), således at ingen enkeltperson blev i stand til at misbruge sin magt. Det sidste forsøg herpå kostede i 1355 dogen Marino Faliero livet.

Det er et af historiens store paradokser, at denne styreform kunne overleve i århundreder, mens der i middelalderens øvrige italienske bystater var talrige politiske og sociale revolter med despoti som den almindelige konsekvens. Det må på én gang have været effektivt og acceptabelt for de 100.000-200.000 indbyggere på laguneøerne.

Venezias ydre historie giver dog en del af forklaringen. Fra 1100-t. og frem voksede det venetianske økonomiske imperium med opbygningen af store kapitaler, en international storhandel, der dominerede hele det østlige Middelhav, og frem for alt arbejde til alle i byen, der i middelalderen var blandt Europas største. Der var brug for mange folk på den store handels- og krigsflåde og på skibsværftet i Venezia; i århundreder var Arsenalet Europas største arbejdsplads.

Indgangspartiet til Venezias store historiske skibsværft, Arsenalet, der nu bl.a. tjener som flådestation for den italienske flåde og desuden låner udstillingslokaler til byens kunst- og arkitekturbiennaler. Foto fra 2010.

Indgangspartiet til Venezias store historiske skibsværft, Arsenalet, der nu bl.a. tjener som flådestation for den italienske flåde og desuden låner udstillingslokaler til byens kunst- og arkitekturbiennaler. Foto fra 2010.

Navnlig var det 4. korstog (1202-04), der førte til Konstantinopels indtagelse, af betydning. Med stor selvbevidsthed kaldte republikken sig selv la Serenissima (ital. 'den mest lysende og ophøjede') fra engang i 1300-t. I 1269 begyndte venetianeren Marco Polo sin berømte rejse til Kina.

Som økonomisk imperium med handelsstationer og havnebyer i hele det østlige Middelhav havde republikken kun konkurrence fra Genova, der led sit endelige nederlag til Venezia i 1381. 1400-55 viste Venezia sig for første gang som italiensk landmagt ved opbygningen af terra ferma, det nordøstitalienske fastland, der mod vest omfattede byer som Verona, Vicenza og Bergamo og strakte sig dybt ind i Lombardiet (Milano).

Fra 1450 til 1600-t.s første halvdel var republikken fremdeles en stormagt, konsolideret 1489 med erhvervelsen af Cypern. Denne status opretholdtes på trods af mange krige mod andre italienske stater og mod det øvrige Vesteuropa kulminerende med den europæiske Cambrailiga 1508, som Venezia militært og især diplomatisk klarede sig over for næsten uden landafståelser.

På langt sigt var den værste trussel mod republikken den voksende tyrkiske stormagt (Osmannerriget), der langsomt, men sikkert åd sig ind på de venetianske besiddelser først i det østlige Middelhav og Grækenland, siden nærmere ved den italienske halvø. Med tabene til tyrkerne af Kreta i 1669 og Peloponnes i 1687 var stormagtstiden for alvor forbi, men ved at satse på kunst, kunstindustri og turisme lykkedes det at forlænge la Serenissimas liv som lokal magt.

I vinteren 1708-09 besøgte Frederik 4. byen og fik som gave bl.a. de kostbare venetianske glas, der i dag findes på Rosenborg Slot. I 1700-t. bidrog libertineren og forfatteren Giacomo Casanova til en voksende europæisk fascination af byen ved sin skildring af Dogepaladsets berygtede blykamre (piombi).

I 1797 erobrede Napoleon Bonaparte Venezia og ophævede republikken. Efter Wienerkongressen 1815 blev Venezia underlagt Østrig, indtil den nye italienske enhedsstat i 1866 kunne føje den til sine italienske provinser.

Læs mere om Venezia eller byens arkitektur og museer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Posselt, Helge Gamrath: Venezia - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179175