Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nemi

Oprindelige forfattere MMolt og Werge Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Nemi, italiensk landsby på kanten af kratersøen Lago di Nemi i Albanerbjergene 25 km sydøst for Rom; 2026 indb. (2011).

Neden for byens renæssancepalads ligger Nemimuseet, hvor der er modeller af og genstande fra de to eneste fuldt bevarede romerske pragtgalejer fra kejser Caligulas tid, fundet i søen i 1927, men ødelagt under krigshandlinger i 1944.

Historie

I en lund ved Nemisøen helliget gudinden Diana, Nemus Dianae, blev Diana dyrket sammen med Hippolytos i skikkelse af en lokal guddom, Virbius. En bortløben slave kunne udfordre den fungerende præst, rex nemorensis ('konge over lunden'), til duel til døden; vandt udfordreren, blev han ny præst.

Annonce

Ca. 500-338 f.Kr. var Nemi forbundshelligdom for de latinske byer og bestod blot af en rydning med et alter. Ca. 300 f.Kr. opførtes det første tempel i træ med terrakottaudsmykning, og i slutningen af 100-t. f.Kr. blev Nemi ombygget til et stort terrasseanlæg efter hellenistisk forbillede med en trefløjet søjlehal, hvis støttemur med nicher endnu kan ses. På den øvre terrasse anlagdes et nyt tempel. Helligdommen var i brug i 100-t. e.Kr., men blev derefter ødelagt af en naturkatastrofe.

Siden 1600-t. har der været gravet efter oldsager i Nemi, bl.a. terrakotter, bronzer og marmorskulpturer; en gruppe romerske portrætter og marmorvaser findes på Ny Carlsberg Glyptotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Moltesen, Per Werge: Nemi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130942