Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Milano

Oprindelige forfattere Folke, HGam, Holm, MeHa, PiTh, PKN og Werge Seneste forfatter PKN

Milano. Galleria Vittorio Emanuele, en overdækket arkade med bl.a. butikker og restauranter, tegnet af Giuseppe Mengoni og bygget 1865-77.

Milano. Galleria Vittorio Emanuele, en overdækket arkade med bl.a. butikker og restauranter, tegnet af Giuseppe Mengoni og bygget 1865-77.

Milano, den norditalienske region Lombardiets hovedstad; 1,3 mio. indb. (2011). Den funktionelle byregion er langt større end kommunen og er Italiens største. Byen og hele Lombardiet har faldende folketal. Byen har på baggrund af sin beliggenhed midt på en frugtbar slette mellem Po og vigtige alpeovergange formået at fastholde en position som Italiens økonomisk og teknologisk førende storby. Her findes landets vigtigste børs, hovedsæder for adskillige finansgrupper og større italienske industriselskaber samt hovedkontorer for ca. halvdelen af de internationale selskaber i Italien.

Med fem universiteter har Milano landets største koncentration af forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Siden 1980 er der omkring byen blevet anlagt flere forskerparker, hvor firmaer inden for energi- og højteknologi samt informatik og lægemidler samarbejder med universiteter og højere læreanstalter. Heriblandt er selskaber, der skal bringe ny vækst til de stagnerende industriområder.

Byens traditionelle storindustrier (maskin-, metal- og tekstilindustri samt kemisk industri) har siden 1970'erne været i tilbagegang. Det samme har befolkningstallet, der toppede omkring 1970 med 1,75 mio. indb. efter 25 år med en voldsom tilflytning især fra Syditalien.

Annonce

Byen har siden industrialiseringens barndom udgjort det ene hjørne i Italiens såkaldte industrielle trekant, der strækker sig til Genova og Torino, og indgår i en sammenvokset storby- og industriregion, der fra et ca. 100 km langt vest-øst-gående bånd på Posletten drejer mod nord ind i de tilstødende alpedale. Her findes ca. 200.000 virksomheder og 6 mio. indbyggere, hvoraf mange er bosat i forstæder præget af beton- og højhusbyggeri fra 1950'erne og 1960'erne. Storbyområdets massive forurenings- og trafikproblemer har sammen med storindustriens opsplitning i specialiserede enheder fået befolkning og virksomheder til at flytte væk fra de gamle byområder.

Milano. Domkirkepladsen, Piazza del Duomo.

Milano. Domkirkepladsen, Piazza del Duomo.

Milano har et integreret net af metro- og bybaner, som er under fortsat udbygning med bl.a. en forlængelse mod øst til Linate, den ene af byens lufthavne. Den anden og større lufthavn, Malpensa, ligger 50 km mod nordvest. Ligeledes nordvest for bykernen åbnedes i 2005 en udvidelse af messekomplekset Fiera Milano, nu formentlig verdens største.

Bybillede

Milanos centrale kvarterer omkring den gotiske domkirke blev som følge af miljøproblemerne lukket for privat trafik i 1980'erne. Centrums elegante forretningsarkader afspejler sammen med adelige bypaladser, borgerhuse, kirker, universiteter, teatre, monumenter og pladser byens rolle i historien. Forretningerne, de kulturelle institutioner og forlystelseslivet skaber et både elegant og folkeligt byliv med talrige messer og festivaler for mode, teater, film, kunst, industriprodukter, turisme m.m. Her bygges bl.a. futuristiske underjordiske forretnings- og kulturcentre oven på parkeringskældre, og Milanos tidligere havnemiljø omkring flodhavnen og kanalen Naviglio Grande, der løber til Pos biflod Ticino, er genetableret som et rekreativt område.

Leonardo da Vinci malede 1495-98 det 4,6 x 8,8 m store vægmaleri Den sidste nadver til spisesalen (refektoriet) i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano. Billedrummet er bygget op som en illusionistisk udvidelse af spisesalen, og her sidder Jesus ved sit sidste måltid, omgivet af de tolv disciple. Han har netop udtalt: 'Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig' (Matth. 26,22), og Leonardo har skildret de enkelte disciples reaktioner med en udtrykskraft - accentueret af kropsstillinger og håndbevægelser - der har gjort billedet til den mest berømte nadverfremstilling og et beundret hovedværk i malerkunsten. Disciplene er grupperet tre og tre (numrene henviser til konturtegningen): Bartholomæus 1, Jakob 2 og Andreas 3; forræderen Judas Iskariot 4 læner sig ind over bordet med sin pung knuget i hånden, foran Peter 5 og Johannes 6. Til højre for Jesus ses Thomas 7, Jakob, Alfæus' søn 8 og Filip 9, mens Matthæus 10, Judas (Thaddæus) 11 og Simon 12 udgør en ivrigt gestikulerende gruppe ved bordenden.

Leonardo da Vinci malede 1495-98 det 4,6 x 8,8 m store vægmaleri Den sidste nadver til spisesalen (refektoriet) i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano. Billedrummet er bygget op som en illusionistisk udvidelse af spisesalen, og her sidder Jesus ved sit sidste måltid, omgivet af de tolv disciple. Han har netop udtalt: 'Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig' (Matth. 26,22), og Leonardo har skildret de enkelte disciples reaktioner med en udtrykskraft - accentueret af kropsstillinger og håndbevægelser - der har gjort billedet til den mest berømte nadverfremstilling og et beundret hovedværk i malerkunsten. Disciplene er grupperet tre og tre (numrene henviser til konturtegningen): Bartholomæus 1, Jakob 2 og Andreas 3; forræderen Judas Iskariot 4 læner sig ind over bordet med sin pung knuget i hånden, foran Peter 5 og Johannes 6. Til højre for Jesus ses Thomas 7, Jakob, Alfæus' søn 8 og Filip 9, mens Matthæus 10, Judas (Thaddæus) 11 og Simon 12 udgør en ivrigt gestikulerende gruppe ved bordenden.

Arkitektur og museer

Tidlig kristen og middelalderlig arkitektur brydes med mange eksempler på 1900-t.s moderne bygningskunst. Både kirkerne Sant' Ambrogio og San Lorenzo Maggiore blev grundlagt i 300-t. Byens vartegn er den gotiske domkirke.

I det tidligere kloster Santa Maria delle Grazie med østparti af Donato Bramante findes Leonardo da Vincis fresko Den sidste nadver (1495-98) på endevæggen i spisesalen.

Det moderne repræsenteres bl.a. af Giuseppe Terragni med Casa Rustici (1934) og ses ikke mindst i de mange kontorbygninger, fx Torre Pirelli (1959) og Torre Velasca (1960) af Gio Ponti og Pier Luigi Nervi. Billedkunst kan ses i Pinacoteca de Brera og i Castello Sforzesco.

Domkirke

Milano. Domkirken.

Milano. Domkirken.

Domkirken (Santa Maria Nascente) er en vældig femskibet basilika, der blev påbegyndt i 1386 og indviet i 1577. Den marmorbeklædte bygning er den største gotiske domkirke næst efter den i Sevilla.

Kirken blev først afsluttet i 1800-t., og vestfacaden fremtræder i både gotik og renæssance.

Udvendig er kirken smykket med talrige småspir og mere end 2000 skulpturer. Bevarede dokumenter fra byggeriet i slutningen af 1300-t., hvor en lang række europæiske bygmestre medvirkede, belyser middelalderens arkitekturteorier.

Teater

Milano. Piccolo Teatro di Milano har fra sin åbning i 1947 været kendetegnet af et højt kunstnerisk niveau i instruktion og scenografi. Instruktøren Giorgio Strehler har været den drivende kraft. En del af hans projekter er klassikere i nytolkning, ofte Brecht-inspireret. Strehlers Goldoni-opsætninger blev banebrydende. Her er det Klammeri i Chiozza (1964) i Luciano Damianis scenografi, en poetisk forenklet realisme. Komedien udspiller sig blandt fiskere i den venetianske lagune.

Milano. Piccolo Teatro di Milano har fra sin åbning i 1947 været kendetegnet af et højt kunstnerisk niveau i instruktion og scenografi. Instruktøren Giorgio Strehler har været den drivende kraft. En del af hans projekter er klassikere i nytolkning, ofte Brecht-inspireret. Strehlers Goldoni-opsætninger blev banebrydende. Her er det Klammeri i Chiozza (1964) i Luciano Damianis scenografi, en poetisk forenklet realisme. Komedien udspiller sig blandt fiskere i den venetianske lagune.

Milanos position som Italiens teatercentrum grundlagdes i 1800-t. Førende scene inden for musikdramatikken er La Scala, opført 1778. Også Piccolo Teatro, grundlagt 1947 i beskedne rammer, har placeret sig internationalt og som en art uofficiel nationalscene; teatret indviede 1998 en større, tidssvarende bygning. Dario Fo holder til i Milano, men uden fast scene. Byen rummer desuden et vist eksperimentalteaterliv.

Historie

Milano, antikkens Mediolanum, var oprindelig en keltisk bosættelse, der i 222 f.Kr. blev erobret af romerne; i 89 f.Kr. blev byen municipium. Mediolanum var strategisk beliggende ved et vejknudepunkt, og byen udviklede sig til en vigtig handelsby. I slutningen af 200-t. blev den rigshovedstad indtil 402, da Ravenna tog over. Under kirkefaderen Ambrosius, der blev biskop af Milano i 374, blev byen et betydeligt kirkeligt centrum. I løbet af 400-t. blev Milano ødelagt adskillige gange af bl.a. Attila, Odoaker og Theoderik 1.

Fra 900-t. begyndte Milano igen at vokse. Under ledelse af et par stærke ærkebisper blev bymurene genopbygget, og fra 1000-t. satte en yderligere økonomisk ekspansion ind. Et nyt storborgerskab gjorde i 1045 Milano til en selvstændig bystat med borgmestre og råd, og i de følgende 100 år lå byen i strid med andre opkommende bystater i Lombardiet, men den blev snart dominerende. Da Milano overvandt og ødelagde konkurrenten Como i 1150, greb den tyske kejser Frederik 1. Barbarossa ind i striden og fik med støtte af de andre bystater besejret og hærget Milano. Da kejseren imidlertid krævede alle byerne underlagt kejserligt overherredømme, dannede alle lombardiske bystater med pavelig støtte en liga mod kejseren. Og så skete det helt uventede, at ligaens hær af hovedsagelig ikke-professionelle fodfolk i 1176 tilintetgjorde den kejserlige aldrig før besejrede rytterhær ved Legnano. Striden fortsatte, men ved freden i Konstanz 1183 måtte kejseren anerkende de lombardiske bystaters uafhængighed.

Efter denne begivenhed begyndte en udvikling og vækst for Milano, hvis lige næppe er at finde før i 1800-t.s europæiske byers ekspansion: Omkring 1300 var Milano blevet det katolske Europas største by med en befolkning på ca. 200.000 indbyggere. Her produceredes klæde og våben, der solgtes til hele Europa, og byens handelsstrategiske placering mellem nord og syd blev udnyttet til det yderste.

Statuen af Leonardo da Vinci på Piazza della Scala i Milano er udført af Pietro Magni (1817-1877).

Statuen af Leonardo da Vinci på Piazza della Scala i Milano er udført af Pietro Magni (1817-1877).

Med den voksende både velstand og befolkning fulgte også politisk ustabilitet og mange fraktionsdannelser. Den tyske kejser meldte sig endnu en gang i 1200-t., og for at byen kunne værge sig mod ham, opstod efterhånden et signoria (despoti), der med tiden blev en institution. 1311-1447 herskede Viscontislægten i Milano, fra 1402 som hertuger, og da kejser og pavemagt var blevet væsentligt svækket gennem 1300-t., begyndte Milano at brede sig på de øvrige norditalienske bystaters og staters bekostning. Da hertug Gian Galeazzo Visconti døde i 1402, nåede Milano sin største udstrækning, dvs. fra Piemonte i vest til Adriaterhavet i øst. De øvrige italienske stormagter, Venezia, Firenze og Pavestaten, søgte sammen for at afværge et milanesisk hegemoni over hele halvøen. Især Venezia fik fordel deraf og rykkede i sin modoffensiv så tæt på Milano som til Bergamo og Brescia, der begge forblev under Venezia de næste 250 år.

Viscontifamilien uddøde 1452, men selv den militært kompetente condottière-slægt Sforza, der overtog hertugtitlen, kunne ikke forhindre Milanos tilbagegang, der besegledes i 1454 ved Freden i Lodi, hvis grænsedragning mellem de italienske stater holdt i de næste 40 år. Sforzaernes styre var ustabilt og præget af megen vold og vilkårlighed, og i kampen for overlevelse anmodede Sforzaerne Frankrig om at gribe ind. Det førte til 50 års strid mellem den franske konge og habsburgerne om herredømmet over det splittede Italien og endte for Milanos vedkommende med, at habsburgerne satte sig tungt på staten, der 1535-1859 blev habsburgsk base i Italien. Først tilhørte Milano de spanske habsburgere, men efter Den Spanske Arvefølgekrig blev byen i 1714 del af det østrigske habsburgerrige og styret fra Wien, som den, når der ses bort fra Napoleons overherredømme tilhørte indtil 1859, da Milano og Lombardiet erobredes af og snart tilsluttede sig det nye italienske kongerige.

Milano har siden 1859 på det politiske, økonomiske og finansielle område været langt mere oplagt end Rom som det nye Italiens hovedstad. Men Roms historiske og kulturelle overvægt har til stadighed henvist Milano til en andenplads.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Helge Gamrath, Bent Holm, Merete Harding, Pia Thomsen, Peter Kühn-Nielsen, Per Werge: Milano i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125494