Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gardasøen

Oprindelig forfatter JAa Seneste forfatter Redaktionen

Riva del Garda i søens nordende.

Riva del Garda i søens nordende.

Gardasøen, Lago di Garda, Italiens største sø; 370 km2. Søen kaldes også Benaco efter det latinske navn Lacus Benacus. I 900-t. blev byen Garda til et grevskab, og søen fik navn efter byen. Søen, der ligger i 65 m højde i en gletscherskabt dal på Alpernes sydskråning ned mod Posletten, er 52 km lang, 2,4-17,5 km bred og indtil 346 m dyb. Fra Alperne har søen tilløb af flere floder og afløb gennem floden Mincio i den sydlige ende. Fremherskende sydlige vinde giver Gardasøens dal et mildt subtropisk klima og dermed en frodig vegetation; her vokser pinjer og cypresser, og der dyrkes vin, blomster, appelsiner, citroner og oliven, de nordligste i Europa, på de sydøstlige skråninger.

Det milde klima, landskabets skønhed og bade- og sejlsportsfaciliteter har i århundreder gjort Gardasøen til et yndet feriemål, og turismen er det altdominerende erhverv i de små byer langs søen. I 1931 anlagdes en 143 km lang vej rundt om søen, Gardesana, der specielt på den stejle vestbred føres over mange broer og gennem tunneler. De sydlige og østlige søbredder er fladere, de er tættest befolket, og her ligger de mest søgte turistcentre.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Aabenhus: Gardasøen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82208