Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aosta

Oprindelig forfatter JAa Seneste forfatter Redaktionen

Aosta, industriby i Italien, 80 km nordvest for Torino, hovedstad i regionen Valle d'Aosta; 34.200 indb. (2004). Byen har stålværk, metalindustri og bryggeri. Turisme er et vigtigt erhverv, og byen har i århundreder været centrum for handel med og forarbejdning af produkter fra egnens kvægavl og skovbrug. Minedrift har ligeledes spillet en vigtig rolle.

Byen blev grundlagt af kejser Augustus under det latinske navn Augusta Praetoria i 25 f.Kr. Den var oprindelig en militærlejr, som skulle holde den urolige keltiske stamme salasserne i ro samt sikre en uhindret passage fra Italien over passene Lille og Store Sankt Bernhard og dermed holde forbindelsen åben mod den romerske provins Gallia Narbonensis og mod legionerne ved Rhinen i nord.

De romerske monumenter i Aosta stammer næsten alle fra kejser Augustus' tid. Af velbevarede bygninger kan nævnes bymuren, Porta Praetoria, et amfiteater, resterne af en kryptoporticus på forum samt et podium fra et tempel. Det antikke, retvinklede gadenet kan stadig ses i det moderne bybillede.

Annonce

Aosta blev tidligt kristnet, og fra år 451 var den bispesæde. Burgundere, ostrogotere, byzantinere, longobarder og frankere beherskede området omkring byen, som fra 1032 hørte under fyrsten af Savojen. Takket være et handelsråd og en stænderforsamling fik den en relativt selvstændig stilling i forhold til fyrsten.

Anselm af Canterbury blev født i Aosta omkring 1033.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Aabenhus: Aosta i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38995