Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vatnajökull

Oprindelige forfattere GGisl og MKHo Seneste forfatter Fennoscandia

Svínafellsjökull-gletsjeren er en del af Vatnajökull.

Svínafellsjökull-gletsjeren er en del af Vatnajökull.

Vatnajökull, iskappe på det sydøstlige Island; 8300 km2, Europas største isdækkede område. Isens tykkelse er i gns. 420 m og maksimalt 1000 m. Iskappen ligger oven på et bakket plateau i 600-1000 m højde, mens isoverfladen ligger 1400-1800 m.o.h. Flere gletsjertunger udgår fra Vatnajökull; deres antal og udbredelse har varieret gennem tiderne. Fra sent i 1600-t. og frem i 1800-t. bredte de sig og truede flere gårde, mens de er mindsket med det lunere klima siden midten af 1900-t. Öræfajökull mod syd rummer Islands højeste fjeld, Hvannadalshnúkur (2119 m). Under jøklens is ligger fem vulkansystemer med tilhørende geotermiske områder og vulkanudbrud. Det foreløbig seneste vulkanudbrud skete i 2004 (se Grímsvötn. Kendt er også vulkanudbruddene fra Öræfajökull i 1300- og 1700-t.

Vatnajökull ligger i et af Europas nedbørsrigeste områder (2000-4000 mm om året) og drænes af store gletsjerelve, som breder sig ud mod syd, hvor de danner de store sandflader Skeiðarársandur og Breiðamerkursandur. Først i 1974 blev de sidste broer over disse elve og dermed Islands ringvej færdiggjort. Sandfladerne, iskappen, vulkaner og anden geologisk aktivitet gør området til et spændende forsknings- og turistmål. Nationalparken Skaftafell omfatter to tredjedele af Vatnajökull, herunder de fleste af gletsjerudløberne syd for jøklen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gudrun Gisladottir, Morten Kyndby Holm: Vatnajökull i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178777