Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grímsvötn

Oprindelige forfattere GGisl og MKHo Seneste forfatter Redaktionen

Grímsvötn under Vatnajökull på Island er en subglacial isdæmmet sø. Søen ligger i en indsynkningsstruktur af en aktiv vulkan. Den geotermale varme herfra smelter den overliggende is og forsyner søen med vand. Situationen øverst viser Grímsvötn umiddelbart inden vulkanen Bárðarbungas udbrud i oktober 1996. Situationen nederst viser, at der under dette udbrud dannedes enorme mængder af smeltevand, som pga. iskappens tryk pressedes langs gletsjerbunden over i Grímsvötn, hvis vandstand blev forøget 500-1000 gange. Som følge af det enorme pres løftedes iskappen den 5. november, og mere end 3 km3 vand strømmede ud i løbet af to døgn og skabte det største jøkelløb nogensinde registreret på den nordatlantiske ø.

Grímsvötn, vulkan og isdækket sø, som i 1450 m højde ligger i gletsjeren Vatnajökull i det sydøstlige Island. Grímsvötn er den mest aktive af Islands vulkaner med 35-40 kendte udbrud de seneste 1100 år.

Området er et af Islands største geotermiske områder, og det er jordvarmen, som er ansvarlig for vandtilførslen til søen. Med mellemrum bliver vandtrykket så stort, at hele den 300-600 m tykke gletsjer, som omringer søen, løftes, og vandet strømmer ud ved gletsjerens bund, ud over den store slette Skeiðarársandur. Det voldsomme fænomen kaldes jøkelløb og finder sted med 4-6 års mellemrum.

I 1996 blev den islandske hovedringvej med flere store broer skyllet bort ved et voldsomt jøkelløb fra nabovulkanen Bárðarbunga. Grímsvötn var i udbrud igen i 1998 og 2004; det sidstnævnte forårsagede et jøkelløb, dog uden skade på veje eller broer. I november 2010 måltes der øget aktivitet i vulkanen, og i maj 2011 gik den igen i udbrud.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gudrun Gisladottir, Morten Kyndby Holm: Grímsvötn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85951