Strandasýsla, amt i det nordvestlige Island, som omfatter en lang, indskåret kyststrækning på vestsiden af fjorden Húnaflói; 2630 km2, 1079 indb. (1998). Egnen har koldt og fugtigt klima, og storisen ligger ofte tæt på kysten. Hovedbyen Hólmavík (428 indb.) er præget af torskefiskeri, men mange steder i de spredte bygder bidrager fåreavl, fangst af ederfugle og udnyttelse af drivtømmer til økonomien. Området længst mod nord, et vildt og vejløst fjeldlandskab, tiltrækker trekkingturister.