Sprengisandur, vidtstrakt fjeldområde i 700-800 m højde på det centrale Island. Området udgøres af flad eller småbølget moræne og ligger mellem Hofsjökull og Tungnafellsjökull; det danner vandskel mellem det nordlige og sydlige Island. Det øde, næsten vegetationsløse og elvrige område var i gammel tid en alvorlig hindring for trafikken mellem landsdelene; nu besøges det om sommeren af fjeldvandrere.