Kolbeinsey, (isl., if. traditionen efter landnamsmanden Kolbein Sigmundarson, men snarere af koll 'hoved' og bein 'trænagle', efter skærets form, 2. led oldn. ey 'ø'), klippeskær nord for Island og Islands nordligste punkt, 67°8′9″ n.br. Skæret, der kun er 400 m2 stort og få meter højt, nedbrydes løbende af bølgeerosion og drivis og er blevet forstærket med beton. Det har været centralt placeret i en strid mellem Danmark (Grønland) og Island om fiskeri- og territorialgrænser i Danmarkstrædet. Striden blev løst med en kompromislinje i 1997.