Jorderosion nær Hvitarvala. Overgræsning har en del steder på Island medført jorderosion, hvor overjorden er helt væk.

.

Jorderosion med Langjökulgletsjeren i baggrunden.

.

Öskjuhlid omgivet af lupiner. Den indeholder varmt vand til opvarmning af Reykjavik.

.

Islands klima er oceanisk med milde vintre og kølige somre; det er betydelig mildere end de fleste andre steder på samme breddegrad. En varm havstrøm, Irmingerstrømmen, som er en gren af Den Nordatlantiske Strøm, fører varme sydfra til Islands kyster. Fra nord strømmer den kolde Østgrønlandske Strøm, og fronten mellem disse findes ud for NV- og SØ-kysten. I milde vintre ligger storisen langt fra kysten, og landet er omgivet af relativt varmt hav. Efter de koldeste vintre er sydkysten isbunden til hen på foråret, og de nordlige fjorde til hen på sommeren. Storisen forbinder da Island med Grønland, og med mellemrum gæstes nordkysten af en strejfende isbjørn.

Island ligger i polarfrontens område på grænsen mellem kolde, nordlige og varmere, sydlige luftmasser. Frontens vandrende lavtryk passerer ofte tæt på Island, typisk fra V og SV, og medfører ustabilt og fugtigt vejr. Vintertemperaturen i Reykjavík er i gennemsnit som i Danmark (0,5 °C i januar), i landets indre dog lavere. Om sommeren er der varmest (10-11 °C i juli) i lavlandet og i beskyttede fjorde. Mest nedbør får bjergsiderne og gletscherne ved SØ-kysten med over 4000 mm; det er et af de nedbørsrigeste områder i Europa. Mindst nedbør får egnene nord for Vatnajökull, som ligger i regnlæ. Store områder i det østlige, sydlige og vestlige Island får 1200-2000 mm om året.

Miljøødelæggelser

Ved koloniseringen i 800-tallet var 2/3 af Island vegetationsdækket, og 25% havde lav birkeskov og buskbevoksning. Vegetationen og jordbunden er meget følsom for enhver slitage; det beror især på den unge vulkanske jordbund. De askeholdige og porøse jordtyper, som dominerer, er meget løst sammenknyttet og føres let med vind eller vand. Da disse jorder kan optage store mængder vand, bidrager også mudderdannelse til deres bevægelighed. Derfor er erosionen på Island et naturligt fænomen, men oprindelig var der stort set ligevægt mellem nydannelse og ødelæggelse af arealer med vegetation. Da nordboerne kom til med husdyr og brændselsbehov, medførte græsning og skovrydning imidlertid, at jordfygning fik frit spillerum. Hertil kom klimaændringer og vulkanudbrud, som forværrede situationen. På skrænter og i højlandet havde vegetationen så ringe modstandskraft, at den allerede få hundrede år efter kolonisationen var væk. Med tiden har erosionen bredt sig mod stadig lavere terræn, og den kulminerede sandsynligvis sent i 1800-tallet.

Tidligere var adgangen til vintergræsning afgørende for, hvor mange dyr man kunne holde. Efter 2. Verdenskrig øgedes høproduktionen til vinterfoder for at skåne græsningstrykket i udmarken, men det betød, at den naturlige begrænsning af dyreholdet forsvandt, og fåreholdet nåede et maksimum på 900.000 vinterfodrede får i 1977. Statsstøtte til fårehold befordrede denne udvikling med overproduktion og overgræsning, men det var længe politisk vanskeligt at ændre på forholdene. Med ændrede støtteregler var fårebestanden i 1995 halveret og har ligget på dette niveau siden. I samme periode er der opdrættet et stigende antal rideheste, som bl.a. eksporteres, således at det i dag snarere er heste end får, som udgør den største trussel mod den skrøbelige vegetation. I flere kommuner er der nu forbud mod hestehold i højlandet.

De første initiativer til miljøbeskyttelse kom allerede i 1907, hvor enkelte erosionshærgede områder blev indhegnet for at undgå græsning. Gennem gødskning og udsæd af nye græsarter har man i slutningen af 1900-t. opnået gode resultater med genopretning af vegetationsdækket. De få tilbageværende birkeskove er blevet fredet, og ny løv- og nåleskov er plantet. Erosionstakten er nu langt lavere end i begyndelsen af 1900-tallet, men græsningstrykket er fortsat højt, og det er usikkert, om tabene opvejes af de mange initiativer til genskabelse af vegetationen.

Vandkraft og geotermisk kraft

Island har verdens højeste forbrug af elektricitet pr. indbygger. Alligevel er kun 17% af det økonomisk udnyttelige vandkraftpotentiale i brug. Udenlandske firmaer har vist stor interesse for at bygge energi-intensive industrier på Island, men flere projekter modarbejdes af miljøhensyn. Dæmninger, kraftværker og vejanlæg skæmmer den storladne natur og skal vurderes i forhold til turisterhvervenes interesser. I flere kommuner er denne modsætning mellem fabrikker og turisme helt direkte.

Målt pr. indbygger har Island mere lettilgængelig geotermisk energi end noget andet land. 90% af boligerne opvarmes ved geotermiske anlæg, helt overvejende som fjernvarme, mens denne energiform kun i mindre omfang udnyttes til elproduktion. Jordvarmen udnyttes endvidere i 90 svømmebassiner og om vinteren til at holde fortove, kørebaner og parkeringspladser fri for sne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig