Altinget, Alþingi, Islands parlament. Det første Alting trådte sammen ca. 930 på Þingvellir (Tingsletterne), hvorved Island blev et samlet lovområde, et land. Derefter blev tinget afholdt årligt indtil 1798. Det var "alles ting" til forskel fra lokaltingene og blev ledet af lovsigemanden, der fra Lovbjerget (Lögberg) foredrog loven i løbet af tre tingsamlinger. Den lovgivende og den dømmende magt var adskilt; den lovgivende lå hos de 36 (senere 39) goder, der med deres bisiddere udgjorde Lovretten (Lögrétta). Domstolene — en for hver landsfjerding — bestod af bønder, som var udpeget af goderne. Tingsamlingen varede to uger i juni, og den var gennem århundreder også et vigtigt kulturelt centrum for Islands befolkning.

Efter at Island 1262-64 var blevet en del af Det Norske Rige, omdannedes Altinget til en domstol, men opretholdt dog en vis lovgivning indtil 1700-t. I år 1800 blev Altinget erstattet af Landsoverretten, men både administrativt og nationalt efterlod udviklingen et savn, og i 1843 blev tinget genoprettet som en rådgivende forsamling med sæde i Reykjavík. I de følgende årtier blev det centrum for Islands selvstændighedskamp mod den danske statsmagt. I 1874 fik Altinget lovgivende myndighed og blev opdelt i et Overkammer med 12 medlemmer (6 udpeget af kongen) og et Underkammer med 24 medlemmer. I 1903 blev retten til hjemmestyre nedfældet i en ny forfatningslov, og der indførtes parlamentarisme. Medlemstallet øgedes til 40. I 1915 fik kvinderne valgret til Altinget, og de kongevalgte tingmænd blev afskaffet.

Efter Forbundsloven i 1918 og republikkens indførelse i 1944 er Altinget parlament i det selvstændige Island, i 1959 med 60 medlemmer, siden 1991 med 63 medlemmer i ét kammer, valgt ved forholdstalsvalg.

Altingets medlemmer er valgt for fire år ad gangen. En minister er normalt medlem af Altinget, som har den lovgivende magt sammen med præsidenten.

Altingets samling begynder hvert år den 1. oktober og slutter som regel i maj måned. I den mødefrie periode kan præsidenten udstede provisoriske love. Præsidenten kan også nægte at underskrive en lov, før den er godkendt ved en folkeafstemning, eller opløse Altinget og udskrive valg. Ved anden- og tredjebehandlinger af lovforslag er der ingen taletidsbegrænsninger, så lange debatter forekommer ofte; undertiden også filibusterdebatter, hvis formål udelukkende er at trække debatten i langdrag. Se også Island (forfatning).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig