Hviderusland består mod nord af et bakket morænelandskab med mange lavninger opfyldt af moser og småsøer. I midten af landet strækker et øst-vestgående bakkedrag sig med højder op til 300 m. I dette område er den naturlige dræning bedst, og her findes god landbrugsjord. Syd for ligger et bælte af sandede jorder, som afløses af vidtstrakte sumpområder. Vådområderne dækker omkring en tredjedel af det samlede territorium og afvandes af især Dnepr med bifloderne Pripjat, Berezina og Sozj. Mod SV er Bug grænseflod mod Polen; mod vest flyder Neman (hvideruss. Njoman, litauisk Nemunas) og Vestlige Dvina (Daugava) til Østersøen. Foruden en mangfoldighed af småsøer findes de større søer Narotj og Osvejskoje. Floderne er sejlbare over lange strækninger, og sammen med et ret tæt vej- og jernbanenet udgør de en veludbygget infrastruktur. Mønsteret afspejler sammen med den hviderussiske del af det sovjetiske rørledningsnet den historiske udbygning og de fortsatte tætte forbindelser til Rusland.
Hviderusland har kun få råstofresurser; der er en lille produktion af olie og olieskifer og små forekomster af sten- og kalisalte, teglværksler og stenkul. En tredjedel af arealet er dækket af blandet skov. Flere områder er udlagt til naturparker; mest kendt er urskoven Belovezjskaja pusjtja med flere sjældne dyrearter, bl.a. den europæiske bison.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.