Mikrohistorie er en form for historieforskning, der tager udgangspunkt i meget små og klart afgrænsede felter eller enheder. Det kan fx dreje sig om studier af tilsyneladende betydningsløse enkeltindividers liv og skæbne, om at gå tæt på institutioners arbejde eller om at undersøge livs- og omgangsformer i byer eller landsbyer.

Hensigten med mikrohistorie er at afdække historiske mønstre og forstå kulturelle og sociale processer af mere omfattende rækkevidde. Undersøgelserne trækker på inspiration fra antropologiske kulturstudier og låner metodiske tilgange fra sprog- og litteraturvidenskaberne.

Gennem dybtgående analyser af bl.a. tekster og visuelt materiale arbejder mikrohistorikeren på i detaljen at opspore og afkode de forestillingsverdener, som lader sig udlæse af materialet. På den måde får resultaterne af mikrohistorisk forskning også betydning for forståelsen og fortolkningen af makrohistorien.

Mikrohistorien tog sin begyndelse blandt italienske forskere omkring tidsskriftet Quaderni Storici med Carlo Ginzburg som den internationalt bedst kendte repræsentant. Italienske, franske og amerikanske mikrohistorikere beskæftiger sig især med kroppens, kønnets og mentalitetens historie, mens nogle tyske mikrohistorikere lægger større vægt på de socialhistoriske aspekter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig