mentalitetshistorie

Mentalitetshistorie, den historieforskning, som søger at bestemme og forklare de bevidste og ubevidste forestillinger, som til forskellige tider har været baggrund for menneskers sociale og politiske handlinger. Som sådan er mentalitetshistorie en konsekvens af 1900-t.s demokratisering: Historien anskues ikke oppefra som styret af staterne og økonomien, men nedefra som summen af de handlinger, der udføres af menneskene i et samfund. Kulturlivet i bred forstand søges integreret i en samlet civilisationshistorie.

Pionerværket inden for mentalitetshistorien er sociologen Norbert Elias' Über den Prozeß der Zivilisation. Soziogenetische und psychogenetische Untersuchungen (1939). Heri kortlægger Elias under påvirkning af Frankfurterskolens civilisationskritik det moderne borgerlige individs opståen som en udvikling fra middelalderen til 1800-t., der løb parallelt med den moderne statsmagts fremvækst. Individets voksende bevidsthed om kroppen og drifterne fører til en stigende grad af selvdisciplinering og afsondring fra andre.

Elias' værk forblev pga. 2. Verdenskrig ubemærket indtil omkring 1970. På det tidspunkt havde mentalitetshistorien etableret sig omkring en række tværfagligt arbejdende historikere, kultur- og samfundsforskere med tilknytning til det franske tidsskrift Annales d'histoire économique et sociale. De hentede deres emner fra området mellem natur og kultur: tidsopfattelsen, arbejdet, familien, livsaldrene, opdragelsen, kønnet og døden. Fremtrædende mentalitetshistorikere fra Annalesskolen er bl.a. P. Ariès, G. Duby, J. Le Goff og E. Le Roy Ladurie. Deres arbejde er videreført af Pierre Bourdieu og R. Muchembled (f. 1944). For sig selv står den svært tilgængelige M. Foucault, hvis værker bl.a. om straffens og seksualitetens historie har øvet stor indflydelse.

Fra 1980'erne førte mentalitetshistoriens også salgsmæssige popularitet til, at betegnelsen nu tillige bruges om kulturhistoriske bøger i almindelighed uden forbindelse med de nævnte historikerskoler.