Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

historie (Historien bliver videnskab)

Oprindelig forfatter Palud Seneste forfatter Redaktionen

Fagets professionelle udøvere i 1800-t. arbejdede i tiltagende grad ud fra forestillingen om, at menneskene gennem deres fornuft havde skabt én kollektiv historie, og at det var muligt ved fornuftens hjælp at erkende denne historie. I det nye fag tilstræbtes en forening af 1700-t.s historiske retninger til en ny videnskab om det menneskelige, som bevidst lagde afstand til videnskaberne om naturen.

De tyske universiteter, som var blevet reformeret efter Napoleonskrigene, blev hovedtilholdssted for den tidlige historievidenskab, hvis historie- og videnskabssyn allerede i samtiden blev sammenfattet under den flertydige betegnelse historisme. I dag anvendes udtrykket om den grundantagelse, at menneskelig virkelighed kun kan forstås som indgående i en historisk udvikling. Omkring denne tankegang opbyggede den tyske filosof G.W.F. Hegel et historiefilosofisk system, som gav al menneskelig handling det formål og al menneskelig lidelse den mening at være bidrag til historien. Hegels tænkning fik stor indflydelse på historikerne, om end historismens hovednavne fastholdt, at deres vej til den historiske virkelighed var en anden end filosofiens. Den historistiske historievidenskab afviste bl.a. muligheden for at finde lovmæssigheder for det historiske forløb, som ansås for et engangsfænomen; enhver historisk tildragelse, ethvert historisk fænomen var unikt. Nøglen til den historiske virkelighed lå i at begribe dens Einmaligkeit ('engangseksistens'). Vejen hertil gik over detaljerede kildestudier, og historismen blev derfor ophav til den systematiske kildekritik. Kildekritikken havde dog et videre sigte end blot at ophobe kendsgerninger. Historisterne så det som deres egentlige opgave at finde den indre sammenhæng mellem hændelserne. For den luthersk-religiøse Leopold von Ranke var denne sammenhæng i sidste instans gudskabt, men for hans elever blev den i tiltagende grad identisk med en metafysisk mening, som var indbygget i historien. Hvorledes historiens mening realiseredes i verden, forudsatte en forståelse af de tanker og hensigter, der lå bag menneskelige enkelthandlinger, og metoden til tilvejebringelse af denne forståelse var hermeneutikken. Derfor var historie ikke naturvidenskab.

Imidlertid stod det historisterne klart, at individerne ikke realiserede deres hensigter alene, men inden for fællesskaber, af hvilke staten var det vigtigste. Alle moralske fællesskabers sum manifesteredes i staten, hvorfor den var i berettiget besiddelse af magten. Historien blev forstået som en politisk magtkamp, hvis egentlige aktører var stater, som kunne tillægges hensigter og motiver på samme måde som enkeltpersoner. Studiet af udenrigspolitikken, som dermed blev historikernes primære opgave, mente man at kunne drive med stor objektivitet, hvis man var påpasselig med ikke at dømme fortiden ud fra nutidens normer. 1800-t.s tyske historikere erkendte imidlertid ikke den latente konflikt, som bestod mellem objektivitetsidealet, der påbød ikke at tage parti, og den metafysiske identifikation af historien i forbindelse med staternes indbyrdes styrkeprøver. Det skyldtes først og fremmest, at de i stigende grad satte kendsgerninger over teori, bl.a. at styrkeprøverne i samtiden syntes at falde ud til de tyske parters fordel. Samtidig voksede de tyske historikeres ry som organisatorer af en professionel videnskab, som i andre lande blev forbillede med hensyn til kildeudgivelser, grundlæggelse af faglige tidsskrifter og åbning af arkiver.

Annonce

I slutningen af 1800-t. var en kendsgerningsorienteret, teoriløs historievidenskab udbredt på universiteterne i Europa og USA, og når det gjaldt lærdom og grundighed, ansås de tyske for uovertrufne. Efterhånden arbejdede de førende historikere under den ofte uudtalte forudsætning, at historiske kendsgerninger forklarede sig selv, at de var uafhængige af udløsende problemstillinger. Da grundighed i arbejdet og kølig distance til undersøgelsens emne blev videnskabelighedskriteriet par excellence, mindskedes især uden for Tyskland sansen for modstillingen af historie og naturvidenskab; man tillagde dem ensartede idealer. Vejen var dermed banet for den videnskabsnorm, der er blevet betegnet scientific history, dvs. historie praktiseret efter naturvidenskabelige forbilleder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Paludan: historie (Historien bliver videnskab) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91747