• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

historie (Dansk historieskrivning)

Oprindelig forfatter Palud Seneste forfatter Redaktionen

Historieskrivningen i Danmark har fulgt de internationale hovedtendenser. Det ældste kendte forsøg på en sammenhængende Danmarkshistorie er Roskildekrøniken fra ca. 1140. Saxo Grammaticus forenede ca. 1200 nordiske fortælletraditioner og kirkelig historieskrivning i storværket Gesta Danorum. Latinske klosterårbøger med oftest kortfattede notitser om de enkelte års hændelser kendes fra 1100-1300-t. Reformationstidens kampe skildredes ud fra et reformkatolsk synspunkt i Skibbykrøniken fra ca. 1535 af Povl Helgesen, mens Christiern Pedersen under inspiration fra tidens humanisme i Paris 1514 besørgede den første trykte udgave af Saxo. Arild Huitfeldt skrev i årene omkring 1600 en ajourført fædrelandskrønike på dansk, som inddrog et stort materiale, der i dag kun kendes gennem hans referater.

I oplysningstiden prægedes dansk historieskrivning især af Ludvig Holberg; den lærde, stofindsamlende linje var i samme periode i Danmark repræsenteret ved Hans Gram og Jacob Langebek. I 1800-t. trivedes en kildenær dansk historisme med Caspar Paludan-Müller som hovednavn side om side med en mere syntesebevidst liberal tendens, hvis ledende skikkelse var C.F. Allen. På baggrund af det foregående århundredes politiske teori videreudviklede Allen en tanke om, at bondefrihedens vekslende vilkår var hovedtemaet i dansk historie. Denne tankegang fulgte også Kr. Erslev, som op til århundredskiftet organiserede dansk historie som en fagvidenskab og formidlede overgangen fra historisme til en dansk version af scientific history. I en række skrifter, der blev udgivet fra 1911, nærmede han sig nykantianske standpunkter og et funktionelt kildebegreb. Erslevs arvtager Erik Arup videreførte dog den positivistiske kildeopfattelse i historikeruddannelsen. Derudover ajourførte han den klassiske bondefrihedstese til en stor syntese af Danmarkshistorien indtil midten af 1600-t.; udgivelsen af Arups Danmarks Historie (2 bd., 1925 og 1932) skabte en polemik, som fik tidens historikere til at opfatte sig som en stand i splid med sig selv. Kontroverserne havde dog i højere grad rod i personlige modsætninger end i synet på videnskabeligheden, som alle nu var enige om primært at finde udtrykt i anerkendelsen af den kildekritiske metode.

Mellemkrigstidens økonomiske historie var i Danmark repræsenteret ved bl.a. Albert Olsen og Astrid Friis, som begge opnåede international anerkendelse.

Annonce

På tilskyndelse af den københavnske professor Povl Bagge skærpedes i 1950'erne danske historikeres interesse for fagets grundlæggende metoder. Metodediskussionerne overførtes til universitetet i Aarhus af Troels Fink og intensiveredes af H.P. Clausen, på hvis initiativ universitetet i 1965 blev vært for den første nordiske konference om historisk metode. Den øgede metodebevidsthed gav i alle de nordiske lande inspiration til en fornyelse af historiografien, der i Norden dækker over historieskrivningen om historieskrivning.

I løbet af årtierne efter 1960 har den samfundsvidenskabeligt orienterede historie stået stærkt i Danmark med repræsentanter af såvel strukturanalytisk grundopfattelse, fx Niels Thomsen og Niels Steensgaard, som marxistisk observans, fx Niels Finn Christiansen (f. 1937) og Benito Scocozza. Ligeledes er den nye kulturhistories retninger, herunder kvindehistorien med Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck (f. 1948) som fremtrædende repræsentanter, blevet fulgt af mange siden 1970'erne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Paludan: historie (Dansk historieskrivning) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91749



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. historie (Dansk historieskrivning)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik