familiehistorie

Familiehistorie, forskningsretning, skabt af franske samfundsforskere, som i midten af 1800-t. erkendte, at familien ikke var uforanderlig.

Familiehistorien benytter stadig en terminologi, som skabtes af Frédéric Le Play. Han mente, at det førindustrielle europæiske bondesamfund havde været karakteriseret ved en udvidet familie, dvs. en familie, hvis overhoved har gifte sønner under sit tag; den udvidede familie tilførte samfundet et element af stabilitet, da en sådan husstand aldrig døde ud. Stabiliteten ansås for intakt også i de tilfælde, hvor udviklingen var gået videre til en stamfamilie, dvs. en familie, der omfatter det gifte par, dets børn samt en bedsteforældregeneration. Kernefamilien, der består af forældre og børn, betegnedes derimod af Le Play som ustabil. Den var dominerende i de moderne storbyer og et eksempel på bortfald af de værdier, der havde udgjort den sammenholdende kraft i de ældre samfund.

I 1900-t.s første halvdel var studiet af familien i førmoderne samfund oftest overladt til den funktionalistiske antropologi, men fra 1950'erne førte en drastisk forøget historisk-demografisk forskning til et omfattende opbrud fra familiehistoriens klassiske antagelser. Banebrydende blev fransk forskning, som under ledelse af Pierre Goubert udviklede den såkaldte familierekonstitutionsmetode. Det righoldige engelske materiales store muligheder påvistes af Peter Laslett (1915-2001) og hans Cambridgegruppe, og i Danmark gjorde Hans Chr. Johansen fra 1970'erne en tilsvarende indsats.

For alle undersøgte landes vedkommende viste forestillingerne om en lovbunden rækkefølge af historiske familieformer sig at være uholdbare. Således synes kernefamilien i både Storbritannien og Danmark at have domineret så langt tilbage, som kildematerialet rækker. En anden bemærkelsesværdig opdagelse af muligvis verdenshistorisk betydning var, at de vesteuropæiske bondesamfund havde fulgt et enestående ægteskabsmønster, som indebar, at nogle individer aldrig giftede sig, og at de, der gjorde det, udsatte indgåelsen af ægteskab, til parterne var i nærheden af 30 år. I 1990'erne opstod en bestræbelse på at forene den demografiske forskningsretnings eksakte resultater med klassikernes sans for, at familien var samfundenes vigtigste værdibærer.