Dudo fra St. Quentin, f. ca. 960, normannisk historieskriver. Ved hertug Richard 1.s hof fik Dudo til opgave at skrive de normanniske hertugers historie. Værket må være blevet til mellem 1015 og 1026. I en stærkt retorisk præget stil berømmer Dudo det normanniske folk og dets fyrstefamilie, som har ført stedet fra barbari og kaos til kultur, kristendom og velordnede forhold. Værket bygger på hertugernes familietradition samt på diplomer og litterære tekster. Det er oversat til dansk af Erling Albrectsen under titlen Dudo. Normandiets historie under de første hertuger (1979).