Beda

Beda var en angelsaksisk benediktinermunk. Som syvårig blev Beda anbragt i klostret Wearmouth og kom senere til søsterklostret Jarrow. I en alder af 19 år blev han diakon og som 30-årig presbyter. Herefter virkede han som lærer.

Beda var en overmåde flittig skribent; fra hans hånd stammer omfattende bibelkommentarer af stor betydning for samtiden, grammatikker, tidstavler, salmer, breve og prædikener. Hans vigtigste værk er Historia ecclesiastica gentis anglorum (Det engelske folks kirkehistorie), der både medtager kirkeligt og verdsligt stof. Som noget nyt indføres her dateringen anno Domini ('i det Herrens år'). Hertil kommer et martyrologium med historiske noter, der blev grundlag for senere "historiske" martyrologier.

Beda blev inspirator for den karolingiske renæssances lærde. Ved kirkemødet i Aachen i 836 omtales han således allerede som Venerabilis. Skt. Bonifatius, "Tysklands apostel", og Alcuin, lederen af hofskolen i Aachen, omtaler ham med respekt og ærbødighed. I 1899 fik han af pave Leo 13. titlen kirkelærer.