Faktaboks

Marc Bloch
Født
6. juli 1886
Død
16. juni 1944

Marc Bloch, 6.7.1886-16.6.1944, fransk middelalderhistoriker. Efter militærtjeneste i 1. Verdenskrig kom Marc Bloch i 1919 til det nye franske universitet i Strasbourg i det generhvervede Alsace. I 1936 blev han professor i økonomisk historie ved Sorbonne.

Krigsindkaldt i 1939 oplevede han Frankrigs nederlag i 1940 som et katastrofalt sammenbrud, hvis årsager han analyserede i L'étrange défaite, udgivet posthumt 1946. Som jøde kunne Marc Bloch ikke vende tilbage til sit professorat i det okkuperede Paris, men fik stilling ved universiteter i "Vichy-Frankrig" indtil den tyske besættelse i 1942. I 1943 gik han som udtryk for sin patriotisme ind i modstandsbevægelsen i Lyon; året efter blev han fanget og tortureret af tyskerne og henrettet kort efter invasionen i Normandiet i 1944.

Som historiker var Marc Bloch en af århundredets betydeligste og mest indflydelsesrige. I 1929 grundlagde han sammen med Strasbourgkollegaen Lucien Febvre tidsskriftet Annales d'histoire économique et sociale, der blev base for Annalesskolen. Hans egen omfattende produktion lagde hovedvægten på fransk middelalderhistorie, men stillede samtidig store spørgsmål og spændte vidt og blev netop derfor så betydningsfuld. Hans tidligste arbejder drejede sig om landskab og samfund, hans disputats om klasser og grupper i den tidlige middelalder.

I Les Rois thaumaturges (1924) skrev han mentalitetshistorie om troen på kongernes evne til at helbrede. Frem for alt betragtede Marc Bloch sig som komparativ historiker, og i Les Caractères originaux de l'histoire rurale française (1931) beskrev han landbrugets sociale og økonomiske udvikling med sammenligninger både i rum og tid. Hovedværket La Société féodale (2 bd. 1939-40) er et brillant, men også diskutabelt forsøg på at forstå det totale middelaldersamfund i Vest- og Centraleuropa fra 800-t. til 1200-t. I sine uafsluttede historieteoretiske refleksioner Apologie pour l'histoire ou Métier d'historien (skrevet under krigen, udg. 1949, da. Forsvar for historien eller Historikerens håndværk, 1973) plæderer han for, at historiens genstand altid er mennesket i dets sociale kontekst, og lægger vægt på sammenhængen mellem fortid og nutid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig