Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aaron Gurevitj

Oprindelige forfattere ALK og BJen Seneste forfatter Redaktionen

Aaron Gurevitj, 1924-2006, russisk historiker. Gurevitj gjorde sig tidligt fri af sovjetmarxismens historiesyn og fremhævede enhver epokes egetværd, den historiske udviklings principielle åbenhed og åndshistorien som en selvstændigt skabende kraft. Hans værk Feodalismens uppkomst i Västeuropa (1970, sv. overs. 1979) mødte skarp kritik i det herskende historikermiljø. Gurevitj var inspireret af Annalesskolen. Blandt hans kultur- og mentalitetshistoriske udgivelser er Categories of Medieval Culture (1977, eng. overs. 1985), der var et forsøg på at rekonstruere grundlæggende begreber som tid, rum, skæbne, død og liv. I 1981 udkom Medieval Popular Culture: Problems of Belief and Perception (eng. overs. 1988), hvori folkelige i modsætning til kirkelige dogmatiske forestillinger om Himmel og Helvede, Gud og Djævelen, liv og død står i centrum. Gurevitj understregede nytten af Mikhail Bakhtins teorier, men tog ved flere lejligheder afstand fra Bakhtins konkrete resultater. Hans seneste bidrag til middelalderens kulturhistorie var The Individual in Medieval Europe (1995). Gurevitjs opposition til sovjetstyrets officielle videnskabelige linje og hans jødiske afstamning isolerede ham i det sovjetiske historikermiljø, og han havde ikke tilladelse til udlandsrejser. Denne situation ændredes først med Gorbatjovs perestrojka.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Leegaard Knudsen, Bent Jensen: Aaron Gurevitj i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87243