Francisco López de Gómara, 1511-ca. 1560, spansk præst og historiker. López de Gómara var kapellan for Hernán Cortés, da denne vendte tilbage til Spanien efter Mexicos erobring, men han var aldrig selv i den nye verden. Alligevel skrev han en Historia General de Las Indias (1552), som rummer værdifulde geografiske beskrivelser af især Sydamerika. Til gengæld kritiseredes fremstillingen af Mexicos erobring allerede i 1500-t. for at overdrive Cortés' betydning.