Robert Conquest, 1917-2015, britisk-amerikansk historiker og forfatter. Conquest blev uddannet i Oxford, men hans forskningsindsats om Sovjetunionen foregik ved Hoover Institution ved Stanford University, USA. Blandt hovedværkerne i hans omfattende produktion er The Great Terror (1968, revideret 1990) om Stalins udryddelse af virkelige og indbildte modstandere i anden halvdel af 1930'erne, Kolyma: The Arctic Death Camps (1978), der beskriver et af de omfattende komplekser af lejre under GULag, og The Harvest of Sorrow. Soviet Collectivization and the Terror-Famine (1986), som var det første vestlige værk om tvangskollektiviseringen og den hungerkatastrofe, det sovjetiske regimes brutale konfiskation af bøndernes korn og andre levnedsmidler fremkaldte 1932-33. Conquest har også skrevet om massedeportationerne af hele nationer i årene 1940 og fremefter i Stalin: Breaker of Nations (1991). Han har tillige udgivet flere digtsamlinger. Conquest er blevet angrebet af de såkaldte revisionister, der forsøger at minimere det sovjetiske regimes forbrydelser.