Qilakitsoq-mumierne. Mumien af en ca. seks måneder gammel dreng, som var klædt i en sælskindsdragt med hætte og sparkebukser ligeledes af skind med hårsiden indad.

.

Qilakitzoq-mumierne.

.

Qilakitsoq-mumierne. Den ene af de to grave ved Uummannaq, hvor mumierne blev fundet.

.
Licens: Brukerspesifisert

Qilakitsoq-mumierne blev fundet nær den gamle boplads Qilakitsoq i Uummannaq distrikt i Nordvestgrønland af to lokale jægere i 1972. I 1978 udgravede Grønlands Nationalmuseum de to stendækkede grave, der viste sig at indeholde seks kvinder og to drengebørn på henholdsvis fire år og seks måneder.

De gravlagtes klædedragter

De afdøde var blevet gravlagte omkring år 1475 og var siden naturligt mumificerede på grund af det arktiske klimas lave temperaturer samt lave luftfugtighed. Alle de gravlagte var fuldt påklædte, og de havde fået rigeligt med ekstra skinddragter med som gravgaver. Stengravene indeholdt i alt 78 klædedragter bestående af anorakker, bukser, strømper og kamikker lavet i både sæl-, fugle- og rensdyrskind.

Datidens påklædning bestod af en inderanorak, hvor dyrets pels vender ind mod huden, samt en yderanorak, hvor dyrehårene vender udad. Kamikkerne (de inuitiske skindstøvler) var fremstillet af afhåret sælskind, mens strømper var lavet af sæl- eller rensdyrskind. Som en ekstra isolering – og for komfort – var kamikkerne desuden foret med tørret græs.

Mumiernes bevaringstilstand

Mumierne er yderst velbevarede med både hår, hud og negle. Fem ud af de seks voksne kvinder bærer desuden ansigtstatoveringer på pande, kinder og hage, hvilket var ganske normalt for landets førkristne tid. Mumierne og deres gravgaver blev restaureret og konserveret, ligesom de undergik en række tværfaglige undersøgelser, der bl.a. afdækkede de gravlagtes helbredstilstand, der derved gav et fantastisk indblik i 1400-tallets Grønland. Qilakitsoq-mumierne er i dag udstillet på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig