Kong Frederik 6.s Kyst, den sydligste del af Grønlands østkyst, fra Kap Farvel i syd til Sermilikfjorden i nord. Strækningen rummer talrige små og store fjorde, store områder med indlandsis og mange spredte fjeldtoppe (nunatakker). Mod nord når Indlandsisen helt ud til havet med flere store og aktive bræer. Området er helt ubeboet og meget uvejsomt, men det fantastiske natursceneri kendes af mange fra flyveturen København-Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord).