Einar Sokkason

Grænlendinga Þáttr eller 'Historien om Einar, Sokkes søn' findes i Flateyjarbók, som er nedskrevet i perioden 1387-1394. Beretningen antages skrevet omkring år 1200, altså ca. 100 år efter at begivenhederne angiveligt fandt sted.

Sokke, Einars far, fremførte på det grønlandske ting, at grønlænderne ikke længere burde være uden egen bisp. De fremmødte bønder var enige, og Einar blev sendt til den norske konge Sigurd Jorsalfar, for at bede kongen støtte forslaget om udnævnelse af en grønlandsk bisp. Med sig fra Grønland bragte Einar kostbare gaver til kongen, heriblandt en levende isbjørn, hvalrostænder og skind.

Kongen indvilgede og pegede på præsten Arnald som grønlændernes første bisp. Arnald var modvillig, blandt andet fordi han mente, at grønlænderne var et vanskeligt folkefærd. Arnald indtog sit grønlandske bispeembede ca. 1125. Forinden havde han fået Einar til at sværge på, at han, Einar altid ville styrke og forsvare bispesædet.

Einar og den nyudnævnte bisp drog mod Grønland på samme skib, dårligt vejr betød imidlertid vinterophold i Island. Norske Arnbjörn havde udrustede sit skib for at følge bispen til Grønland, men han og hans mandskab dukkede aldrig op.

År senere drog den grønlandske fangstmand Sigurð Njálsson på fiskeri i ubeboede egne, og her stødte de på Arnbjörns prægtige, søgående skib, der var halet op på land. Nær ved fandt de et hus, et telt, adskillige lig og ingen overlevne. Arnbjörns skib blev sammen med alt værdifuldt gods samlet, ligene blev kogt af, og knogler og gods blev bragt til bispesædet, hvor de døde blev begravet på kirkegården. Godset blev fordelt mellem finderne, mens Arnbjörns værdifulde skib blev overladt til bispesædet.

Dispositionerne faldt ikke i god jord blandt nordmændenes arvinger, og Asser, Arnbjörns sønnesøn, og andre arvinger drog til Grønland for at kræve deres arv. Bisp Arnald fastholdt, at alt var sket efter grønlandsk lov, og han nægtede at udlevere Arnbjörn skib. Efter tiltagende gnidninger mellem nordmændene og bispen søgte bispen Einars hjælp og erindrede ham om hans løfte om altid at støtte bispesædet. Efter mislykkedes forsøg på mægling mellem de to parter blev Einar slået ihjel i stridighederne, der fulgte. Også Asser var blandt de dræbte. Trods forligsmøde blev grønlænderen og nordmændene ikke enige, og nordmændene drog hjem til Norge.