Faktaboks

Arnald
Født
1090
Død
1160
Levetid - kommentar
Både fødsels- og dødsår er omtrentlige
Igaliku. Oversigt over bygden Igaliku hvor det norrøne grønlandske bispesæde blev oprettet på gården Gardar ca. 1124
Igaliku. Oversigt over bygden Igaliku hvor det norrøne grønlandske bispesæde blev oprettet på gården Gardar ca. 1124
Licens: CC BY SA 3.0

Arnald var en norsk katolsk præst, der levede fra ca. 1090 til ca. 1160. I begyndelsen af 1120'erne blev han udpeget til de norrøne grønlænderes bisp af den norske konge Sigurd Jorsalfare, der var konge i årene 1103 til 1123.

Arnald udpeges til bisp

Ifølge historien om Einar, Sokkes søn, Grænlendinga Þátr, er Arnald de norrøne grønlænderes første bisp. I denne historie berettes det, at Sokke, storbonden på Brattahlið, på tinget foreslog, at grønlænderne skulle have deres egen bisp. Der var enighed blandt storbønderne om at føre forslaget ud i livet, og Sokkes søn, Einar, blev sendt til Norge for at bede kongen udpege en egnet kandidat.

Kongens valg faldt på præsten Arnald, der ikke var begejstret for udsigten til sin nye post i det fjerne Grønland. Han lod sig dog overtale mod at Einar lovede at støtte ham, hvis der skulle opstår modstand mod ham og bispesædet. Einar indvilgede, og Arnald blev viet af ærkebisp Asser i Lund i 1124.

Arnald og Einar drager til Grønland

De to drog til Grønland, hvor bisp Arnald oprettede sit bispesæde på storgården Garðar. Efter nogen tid mente Arnald sig snydt for retten til vraggods. Det kom til stridigheder, og Einar måtte indfri sit løfte om at beskytte bispens og bispesædets rettigheder. Striden mellem bispen og arvingerne til det forliste skib kostede Einar livet.

Beretningen om Arnald og Einar findes nedskrevet i Flateyjarbók, der blev skrevet i perioden 1387 til 1394.

Andre mulige bisper

I beretningen Grænlendinga Þátr omtales Arnald således som grønlændernes første bisp. Andre kilder peger på Erik Upse som den første biskop i Grønland. Om Upse vides ikke andet, end at det i islandske årbøger under året 1121 nedfældes, at "Biskop Erik (upse) fra Grønland drog ud for at opsøge Vinland".

Andre kilder beretter, at Jon Kut blev udnævnt til grønlændernes bisp i 1150, og at Arnald i 1152 blev den første bisp i Hamar i Norge.

Historien om Einar, Sokkes søn i Flateyjarbók, melder intet om Arnalds senere liv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig