Phaistos er et minoisk palads med tilhørende by beliggende på en klippehøj nogle få km fra Kretas sydkyst. Der er spor af beboelse tilbage til stenalderen.

Et palads fra ca. 2000 f.v.t., flere gange ødelagt og genopbygget, blev i ca. 1700 f.v.t. erstattet af et yngre, som ødelagdes ca. 1450 f.v.t. Dele af paladset blev dog genanvendt i senere perioder; bl.a. blev der i arkaisk tid anlagt et Rheatempel, og huse er udgravet fra geometrisk og hellenistisk tid. Paladset, der er orienteret nord-syd, er som de øvrige minoiske paladser opbygget omkring en central gård. Mod vest var der et stort trappeanlæg, som måske førte op til kultrum. I nordfløjen fandtes herskabsrummene, i vestfløjen magasinrum, mod øst lå værkstederne og mod nordøst arkiver.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig