Afrodisias, navn på flere oldtidsbyer, opkaldt efter Afrodite. Den vigtigste lå i landskabet Karien ved den nuværende by Geira i SV-Tyrkiet. Siden 1961 har årlige udgravninger frilagt mange romerske bygninger fra de første århundreder e.Kr., bl.a. templet for hovedguddommen Afrodite, et teater, et odeion, et portanlæg og et tempel for kejserkulten, Sebasteion. Det lokale marmor er brugt til statuer og rig reliefudsmykning af bygningerne. Byen blev ramt af jordskælv flere gange i senantikken.