Georgios Grivas, 1898-1974, græsk-cypriotisk oberst, senere general. Grivas deltog i Den Græsk-italienske Krig i 1940 og organiserede herefter den græske højrefløjs kamp mod dels den tyske besættelse, dels de græske kommunister. På Cypern ledede han EOKAs guerillakamp mod det britiske styre. Grivas var 1964-67 chef for Cyperns Nationalgarde, men blev tvunget til at gå af og bosatte sig derpå i Grækenland. Herfra vendte han i 1971 tilbage for at organisere modstanden mod Makarios' uafhængighedslinje. Hans EOKA B-organisation blev dog forbudt.