Balkankrigene var to militære konflikter på Balkanhalvøen i 1912-1913, der drejede sig om dominans over de sidste osmanniske besiddelser i Europa, nemlig Makedonien, Thrakien og Epiros samt den østlige del af Det Ægæiske Hav.
Balkankrigene førte til væsentlige, men spændingsfyldte ændringer i de regionale magtforhold på Balkanhalvøen og bidrog derved til den udvikling, der endte i udbruddet af 1. Verdenskrig.
Baggrunden. I løbet af 1800-tallet blev der dannet en række nye nationalstater på Balkanhalvøen i lande, der tidligere havde tilhørt Osmannerriget. Med henvisning til, at der fortsat eksisterede egne nationale minoriteter inden for Osmannerrigets grænser, mente de nydannede nationalstater hver især at have krav på yderligere osmannisk land.
Dette udløste en tilstand af kronisk politisk spænding på Balkanhalvøen og førte til adskillige krige og væbnede sammenstød, dels mellem enkelte Balkanstater og Osmannerriget, dels mellem Balkanstaterne indbyrdes. Tillige med de europæiske stormagters tiltagende konkurrence om indflydelse og kontrol over Balkanområdet og Osmannerriget gjorde dette regionen til en permanent international krisezone, ofte omtalt som "det orientalske problem" eller som "Europas krudttønde".
Den Italiensk—osmanniske Krig i 1911-1912 svækkede Osmannerriget og bidrog til, at de ellers indbyrdes rivaliserende Balkanstater i løbet af 1912 fandt sammen i et hemmeligt angrebsforbund rettet mod Osmannerriget, Balkanforbundet.
Dette var baseret på en række bilaterale aftaler mellem Bulgarien, Grækenland og Serbien. I de bulgarsk-serbiske aftaler indgik blandt andet en hemmelig tillægsprotokol vedrørende delingen af Makedonien, mens det i de græsk-bulgarske aftaler blev bestemt at udskyde beslutningen herom til en senere dato.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.