Balkankrigene

Denne krig begyndte den 8. oktober 1912, da Osmannerriget blev angrebet af Montenegro. Ti dage senere trådte Bulgarien, Grækenland og Serbien ind i krigen. De fire Balkanstaters samlede styrker var i antal de osmanniske langt overlegne.

I en lynkrig fordrev Balkanforbundet den osmanniske hær fra næsten alle dens bastioner på europæisk grund så langt frem som til udkanten af Istanbul. En stærkt moderniseret flåde gav desuden hurtigt Grækenland kontrol over Det Ægæiske Hav og muliggjorde græsk erobring af øerne Chios, Mytilene og Samos.

Balkanforbundets hurtige fremmarch antog til tider karakter af et veritabelt kapløb mellem de fire lande. Således indtog den græske hær den vigtigste makedonske havneby, Thessaloniki, blot ganske få timer før de bulgarske styrker nåede frem. Samme rivalisering gjorde sig gældende for Bulgariens og Serbiens fremmarch i Makedonien til trods for eksistensen af en delingsaftale.

I december 1912 blev der på osmannisk begæring indledt fredsforhandlinger i London under stormagternes ledelse. Stormagterne erklærede sig rede til at acceptere Balkanstaternes erobringer, men krævede dannelsen af et selvstændigt Albanien, hvilket kom på tværs af både Grækenlands og Serbiens interesser.

Et ungtyrkisk statskup i januar 1913 og det nye regimes afvisninger af Balkanstaternes krav førte imidlertid til nye kamphandlinger. Disse endte i endnu en række osmanniske nederlag.

1. Balkankrig blev afsluttet den 30. maj 1913 ved en fredsaftale i London. Herved anerkendte Osmannerriget Balkanstaternes erobringer. Denne betydelige ændring af magtforholdene på Balkan førte hurtigt til spændinger mellem de tidligere allierede. I centrum herfor stod uenighed om delingen af Makedonien og Thrakien. Mens Grækenland og Serbien kunne nå frem til en overenskomst herom, var Bulgarien utilfreds med sin andel af byttet.

2. Balkankrig begyndte den 30. juni 1913, da Bulgarien angreb Serbien og Grækenland. Angrebet blev vist tilbage, og de to stater trængte hurtigt ind i Bulgarien. Herefter angreb også Rumænien Bulgarien, idet det så en mulighed for at realisere sine krav på det bulgarsk dominerede, men omstridte Dobrogea.

Osmannerriget åbnede en front fra øst i håb om at genvinde dele af sit tabte territorium. Efter få ugers krig bad Bulgarien om våbenhvile, og den 10. august 1913 blev der sluttet fred ved en aftale i Bukarest. Bulgarien måtte afstå dele af Makedonien til Serbien, Montenegro og Grækenland samt noget af Dobrogea til Rumænien. Ved en aftale den 29. september 1913 måtte Bulgarien desuden afstå det østlige Thrakien til Osmannerriget. I en separat aftale den 14. november 1913 med Osmannerriget blev Grækenland tilkendt Kreta.

De nye grænsedragninger og de ændrede magtforhold efter Balkankrigene kom på afgørende vis til at bestemme Balkanstaternes allianceforhold til stormagterne. Dette blev en væsentlig medvirkende årsag til den udvikling, der udløste 1. Verdenskrig.

Bulgarien søgte støtte for sine revisionskrav hos Centralmagterne, mens Serbien og Rumænien nærmede sig til Rusland. Styrkelsen af Serbien skabte frygt i Østrig-Ungarn og førte til ønsket om at få knækket Serbien.

En sådan lejlighed bød sig, da den østrigske tronfølger Frans Ferdinand blev myrdet den 28. juni 1914 i Sarajevo. Men hermed begyndte også den udvikling, som endte i udbruddet af 1. Verdenskrig.