Efter mange års kritisk EU-politik under Andreas Papandreous ledelse af PASOK (1981-96) blev en ny mere socialdemokratisk og EU-konsensusorienteret politik udviklet under den nye PASOK-regeringsleder Kostas Simitis. Under hans ledelse genvandt partiet regeringsmagten i 1996. Fra sidste halvdel af 1990'erne førtes fortsat en stram økonomisk politik dels for at sikre landets optagelse i det europæiske valutasamarbejde, dels for at øge de produktive erhvervs konkurrencedygtighed; politikken udløste dog strejker og folkelige protester.

Efter den albanske økonomis kollaps i 1997 modtog Grækenland flere hundredtusinde illegale albanske indvandrere. Tyrkiet og Grækenland blev på NATO-topmødet i Madrid i 1997 presset til at underskrive en freds- og ikke-aggressionsaftale. Efter det såkaldte jordskælvsdiplomati, hvor Grækenland i august 1999 sendte nødhjælpsarbejdere og bistand til de jordskælvsramte områder i Tyrkiet, indledtes en forbedring af forholdet mellem de to lande. I december 1999 accepterede Grækenland ikke at bruge sin vetoret mod Tyrkiets eventuelle optagelse i EU, hvis Tyrkiet til gengæld anerkendte Den Internationale Domstols behandling af deres indbyrdes konflikter. I 1999 normaliserede Grækenland sit forhold til Makedonien. Samme år krævede landet stop for NATOs bombninger af Jugoslavien under Kosovokrisen. Under præsident Clintons besøg i Grækenland november 1999 beklagede og undskyldte han for USA's støtte til den græske militærjunta 1967-74.

Medlem af eurozonen

Trods stram økonomisk politik genvandt Kostas Simitis regeringsmagten for PASOK ved parlamentsvalget i 2000. Den stramme økonomiske politik fra slutningen af 1990’erne forbedrede de makroøkonomiske produktions-betingelser med reduceret inflation og rente. Sammen med øgede virksomheds-sammenlægninger, men fortsat beskeden privatisering af offentlige virksomheder, store investeringer (årligt gennemsnit 7 %) i infrastruktur og ny teknologi, effektiv planlægning og ledelse øgedes både landbrugets og industriens produktivitet (årligt gennemsnit 2,6 %) og konkurrencedygtighed. Dette skabte, sammen med manipulerede gunstige tal for den statslige økonomi, grundlag for, at Grækenland 2001 indtrådte i eurozonen, og at græske drakmer 2002 blev erstattet af euroen.

Medlemskabet af eurozonen og de efterfølgende prisstigninger blev for mange grækere en ambivalent oplevelse. På den ene side var der stor opbakning i befolkningen til medlemskabet og den øgede integration og på den anden side stor utilfredshed med de stigende priser på stort set alle varer uden tilsvarende lønstigninger. I foråret 2003 havde Grækenland formandskabet af EU med følgende overordnede politiske prioriteringer: Optagelse af ti nye medlemmer, implementeringen af Lissabonaftalen (senere Lissabontraktaten), fælles immigrationspolitik, øget samarbejde med Balkan-, Sortehavs- og Middelhavslandene, bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet.

Klientelisme og økonomisk svækkelse

Efter at have siddet på regeringsmagten siden 1981, undtaget perioden 1990-93, var PASOK kørt ”træt”, og en stigende folkelig utilfredshed med PASOK-regeringens økonomiske politik, økonomisk manipulation, bestikkelse, korruptionsskandaler og tætte forbindelser til erhvervslivet var udbredt. Trods valg af ny leder for PASOK, Georgios A. Papandreou, tabte PASOK parlamentsvalget 2004 til det konservative parti Nea Demokratia (ND) under ledelse af den unge Kostas Karamanlis med lovning om at føre en mere rigtig ”socialdemokratisk politik” end PASOK.

Afholdelsen af De Olympiske Lege i Athen 2004 medførte yderligere prisstigninger, og færdiggørelsen af de dertil relaterede store infrastrukturelle anlæg (motorveje, metro, havne, sportsanlæg mv.) svækkede den græske økonomi langsomt. Sammen med øget liberalisering af markedet og en arbejdsløshed på godt 10 % skabte prisstigningerne et stigende fattigdomsproblem.

Den konservative ND-regering formåede, ligesom den tidligere PASOK-regering, ikke at gennemføre nødvendige reformer af arbejdsmarkedet og den offentlige sektor, herunder effektivisering og besparelser på pensions-, sygesikrings- og sundhedsområdet. På grund af politikernes frygt for ikke at blive genvalgt, den udbredte politiske klientelisme og modstand fra store dele af fagbevægelsen, udskød man reformerne og dermed besparelser inden for den offentlige sektor.

Da obligationsrenten på det internationale marked inden finanskrisens gennemslag fortsat var lav, fortsatte regeringen efter genvalg i 2007 med at optage stadig større lån i ind- og udland til dækning af det stigende offentlige forbrug og underskud. Med finanskrisens gennemslag i Grækenland i slutningen af 2009 eksploderede det offentlige underskud til 127 % af BNP, langt over den grænse på 60 %, som EU har fastsat for medlemslandene. Trods en gældsnedskrivning (haircut) på ca. 100 mia. euro i 2012 var det offentlige underskud i Grækenland på 177 % af BNP i 2014.

Udenrigspolitik

Udenrigspolitisk fortsatte den konservative ND-regering 2004-2009 stort set den tidligere PASOK-regerings samarbejdspolitik i EU og NATO, men med øget fokus på samarbejdet med USA og delvis støtte til interventionerne i Irak og Afghanistan. Den største udenrigspolitiske konflikt var fortsat Tyrkiets besættelse af det nordlige Cypern og uenighederne om en 12 mils søgrænse og kontrollen med luftrummet over Ægæerhavet og dermed retten til undergrunden og udvinding af eventuelle olie- og gasforekomster. I perioden fortsatte det positive samarbejde med de øvrige Balkanlande, specielt med Serbien, Albanien, Bulgarien og Rumænien, dels for at begrænse den fortsatte store og illegale indvandring til Grækenland, dels for at styrke græske investeringer og energisamarbejdet. De øgede internationale samarbejder viste sig også med Grækenlands aktive medlemskab af organisationen Black See Economic Cooperation (BSEC), der blev stiftet 1992. Udenrigs- og handelspolitiske relationer til Rusland og Kina forbedredes i lyset af stigende samhandel fra 2000 og frem, men de største samhandelspartnere var stadig Tyskland, Italien og Frankrig. Cypern og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) havde Grækenland som største handelspartner. Forholdet til FYROM er delvist normaliseret, men tilbage står stadig konflikten om brugen af navnet Makedonien, som Grækenland modsætter sig med henvisning til, at det nordgræske område også har navnet Makedonien. Den græske turismeindustri tiltrak stadig flere udenlandske turister fra USA og Europa, men som noget nyt steg antallet af især russiske og kinesiske turister. Både de Olympiske Lege 2004 og det europæiske melodigrandprix 2006 i Athen støttede denne udvikling, og i 2009 besøgte ca. 19,3 mio. turister Grækenland.

Finanskrise og lånepakke 1

I oktober 2009 udskrev det konservative regeringsparti ND nyvalg før tid i et forsøg på at fastholde vælgerne, som ifølge meningsmålingerne var begyndt at forlade partiet til fordel for det socialdemokratiske oppositionsparti PASOK pga. den førte politik. ND's valgløfter var ikke blevet indfriet, og vælgerne straffede partiet, der gik tilbage fra 42 % til 34 % af stemmerne, mens PASOK vandt valget og gik fra 38 % til 44 % af stemmerne. PASOK dannede ny regering under ledelse af Georgios A. Papandreou med 160 pladser i parlamentet ud af 300. Det græske kommunistparti KKE gik fra 6 % til 8 % af stemmerne, det nye nationalkonservative og religiøse parti LAOS (Popular Orthodox Rally) gik fra 4 % til 6 %, mens den radikale venstrekoalition SYRIZA fastholdt sine 5 % af vælgerne.

Den nye PASOK-regering stod ved sin tiltrædelse over for finanskrisens gennemslag i Grækenland og over for en offentlig gæld, der pga. beregningsmæssig manipulation og stigende renter på låntagning på kort tid var steget til 127 % af BNP med udsigt til betalingsstandsning og eventuel statsbankerot. Det offentlige underskud for 2009 på 15,4 % af BNP viste sig at være det næststørste i verden efter Island. Det internationale finansielle lånemarked degraderede den græske stats betalingsevne til lavt niveau, og den økonomiske usikkerhed og lånerenten steg yderligere. De af PASOK før valget lovede forbedringer af økonomien, beskæftigelsen og velfærdsstatslige ydelser måtte opgives til fordel for nedskæringer, der mødte stor modstand i befolkningen med omfattende demonstrationer, vilde strejker og voldelige konfrontationer med politiet.

For at undgå en eventuel statsbankerot og dermed forværring af krisen i hele EU-området og for at begrænse långivernes (banker, investeringsselskaber, private virksomheder og offentlige institutioner) tab, var den nye PASOK-regering maj 2010 tvunget til at acceptere EU's krav om store nedskæringer i velfærdsstatslige ydelser, omstrukturering af arbejdsmarkedet og privatisering af offentlige virksomheder til gengæld for Trojkaens (bestående af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF)) første økonomiske lånepakke på i alt 110 mia. euro. Vedtagelsen i det græske parlament af den første lånepakke med store offentlige besparelser skete med et spinkelt flertal, da mange parlamentsmedlemmer forlod PASOK og ND.

I løbet af 2010-11 viste det sig, at den første lånepakke på 110 mia. euro ikke var nok til at redde den græske økonomi, og den græske stats finansielle situation forværredes. Statsgælden steg fortsat, og større besparelser på den offentlige sektor udeblev. Dette fik ledende EU-politikere som Angela Merkel og Nicolas Sarkozy til at arbejde for en ny og anden hjælpepakke til Grækenland med endnu strengere krav til og kontrol med den græske stats økonomi. I efteråret 2011 fremlagdes en ny aftale mellem Trojkaen og den græske regering med ikrafttrædelse fra februar 2012. Den indeholdt en ny lånepakke på i alt 130 mia. euro samt en efterfølgende aftale om 53 % nedskrivning af den græske statsgæld til private långivere, svarende til ca. 100 mia. euro ud af en samlet statsgæld på ca. 350 mia. euro. Aftalen indeholdt også en kontinuerlig overvågning af den græske statslige økonomi af EU-teknokrater, således at lånene skulle udbetales i rater i takt med implementeringen af reformerne og besparelserne.

Uroligheder og strejker

De nye strenge krav til den græske regering om nedskæringer på de offentlige udgifter og forøgelse af statens indtægter gennem udvidelse af skattegrundlaget og øgede skatteprocenter skabte nye uroligheder i landet. Meget store demonstrationer og strejker samt Indignants-bevægelsens langvarige besættelse af Syntagmapladsen foran det græske parlament fik 31.10.2011 regeringsleder Georgios Papandreou til at foreslå en folkeafstemning om den nye lånepakke indeholdende meget store offentlige besparelser. Dette forslag sendte en chokbølge igennem den europæiske politiske og økonomiske elite, der frygtede et græsk nej til aftalen og dermed en reel mulighed for statsbankerot, græsk udtrædelse af eurozonen og uoverskuelige konsekvenser for eurozonen, EU og den internationale kriseramte økonomi. Resultatet blev, at Papandreou trak sit forslag tilbage, mod at det konservative oppositionsparti Nea Demokratia støttede den omfattende trojkadikterede nedskæringspolik. Samtidig fremsattes et forslag støttet af den konservative oppositionsleder Antonis Samaras og Trojkaen, om at Papandreou skulle trække sig som regeringsleder og erstattes af en overgangsregeringsleder.

Inden sin afgang som regeringsleder vandt Papandreou en tillidsafstemning i parlamentet med et meget spinkelt flertal, da endnu flere af PASOKs parlamentsmedlemmer forlod partiet. Den 11.11.2011 blev der indsat en ny såkaldt teknokrat-regeringsleder Lucas Papademos, tidligere rådgiver for Papandreou, tidligere vicepræsident for ECB og tidligere præsident for den græske nationalbank. Han sammensatte en tidsbegrænset koalitionsregering repræsenterende PASOK, ND og det religiøse, nationalkonservative parti LAOS (Popular Orthodox Rally), der havde fået 6 % af stemmerne ved valget 2009. I opposition var det græske kommunistparti KKE og den venstreradikale koalition SYRIZA.

Vedtagelse af lånepakke 2 og nye nedskæringer

I februar 2012 vedtog det græske parlament den anden lånepakke fra Trojkaen på 130 mia. euro; en pakke, der skulle løbe frem til begyndelsen af 2014. Den indeholdt bl.a. 20-40 % nedskæringer på løn og pension for offentlige ansatte, fyringer af op til 150.000 offentligt ansatte ud af i alt 875.000, heraf 183.000 kontraktansatte, drastiske nedskæringer af velfærdsstatslige ydelser inden for det sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige område samt krav om liberalisering og fleksibilisering af det private arbejdsmarked, herunder løn- og pensionsreduktioner. Trojkaen stillede desuden krav om salg af store og små offentlige virksomheder samt øgede skatteindtægter gennem nye ensartede skattelove, effektivisering af skattesystemet og indsamling af skatter, ikke mindst fra de mange skattesnydere, der i årevis havde undladt at betale skat til et milliardbeløb, der årligt kunne dække det offentlige underskud. Endelig stilledes der krav om effektivisering af det juridiske system. Denne aftale udløste i april 2012 og frem en ny og omfattende mobilisering af befolkningen vendt mod regeringens og Trojkaens nedskæringspolitik, øget arbejdsløshed og stigende fattigdom. Protesterne blev antændt af en ældre grækers selvmord foran parlamentet som udtryk for direkte protest mod nedskæringerne.

Trods to store lånepakker på henholdsvis 110 mia. og 130 mia. euro og omfattende besparelser på de statslige udgifter fortsatte den græske gældskrise og udviklede sig til den private sektor som en realøkonomisk krise med et gennemsnitligt fald i BNP på minus 5 % pr. år i perioden 2008-13. Det offentlige underskud var konkret minus 9,4 % i 2011 og minus 6,6 % i 2012. Den samlede statsgæld voksede til 157 % af BNP i 2012 og videre til 177 % i 2014 pga. stor rentebyrde, faldende konkurrenceevne, lavere skatteindtægter, tidligere risikofyldt långivning, sammenbrud af den nationale finansielle sektor og rekapitalisering af græske banker betalt af statskassen og EU-lån. Græske banker, universiteter, pensionsfonde og andre institutioner, som havde investeret deres formuer i græske statsobligationer, var på randen af konkurser, da Trojkaen halverede værdien af de græske statsobligationer. Arbejdsløsheden steg og blev den højeste i EU med 27,5 % arbejdsløse i 2013 (65 % for unge mellem 15 og 24 år). Den officielle fattigdom steg frem til 2014 til over 35 % af befolkningen, mens 41 % af børnene levede i fattigdom.

Arbejdsløse i Grækenland i % af befolkningen (2014)
Arbejdsløse i alt 26,5 %
Unge arbejdsløse 51 %

De tidligere stærke sociale relationer i det græske samfund var under kraftig opløsning, mange græske familier kunne ikke brødføde sig selv og havde ikke råd til hus og hjem. Omfanget af hjemløse steg både for fattige grækere og for de mange hundredtusinde illegale og legale flygtninge og indvandrere. Det græske asylsystem kollapsede, og trods EU-støtte til grænseovervågning fortsatte den store indvandring i 2010'erne, hvor Grækenland sammen med Italien, Malta og Spanien forsøgte at presse resten af EU til enten at lukke helt af for indvandringen eller at dele indvandringen og asylsøgerne imellem sig.

Politisk krise, svindel og skandaler

I kølvandet på den økonomiske krise fulgte en politisk krise, hvor stadig flere grækere mistede tilliden til det politiske demokratiske system og politikerne. Det betød på den ene side en polarisering af det politiske landskab med stor opbakning til det venstreradikale parti SYRIZA og til det neofascistiske og højreradikale parti Gyldent Daggry. På den anden side så stadig flere grækere den politiske og administrative elite som en korrupt elite, der blot tænkte på at blive genvalgt for at kunne malke statskassen for penge til eget forbrug og til bestikkelse af vælgerkorpset via ansættelse af fx 100.000 offentlige ansatte, som ND gjorde i perioden 2004-09.

Den politiske og administrative klientelisme og de mange skattesnydere, som har været dominerende i mange år i Grækenland, var de senere år kommet under kritik. Regeringerne var tvunget til at sætte fokus på den udbredte korruption, også blandt egne rækker, hvilket har resulteret i omfattende anklager og retssager, hvor fx den tidligere PASOK-forsvarsminister Akis Tsochatzopoulos (f. 1939) og hans familie er blevet idømt lange fængselsstraffe for at modtage returkommission ved statslige indkøb af tyske ubåde og andet militært udstyr. Denne korruptionsskandale har siden udviklet sig med nye anklager mod 32 tyske og græske enkeltpersoner. Penge brugt på bestikkelse i denne såkaldte ubådssag har kostet den græske stat ca. 60 mio. euro.

Et andet eksempel er Lagarde-skandalen, hvor både konservative (ND) og socialdemokratiske (PASOK) finansministre, embedsmænd og ca. 2000 andre er anklaget for at dække over og selv have udført ulovlige pengeoverførelser til schweiziske banker, dels for at gemme de ulovlige returkommissioner, dels for at undgå at betale skat. Listen over personer involveret i skandalen blev givet til Grækenland af den daværende franske økonomiminister Christine Lagarde.

En tredje korruptionsskandale involverer det tyske firma Siemens, der er anklaget for at have bestukket tyske og græske enkeltpersoner, embedsmænd og firmaer, sådan at Siemens kunne få en milliardkontrakt med det statsejede græske telekommunikationsselskab OTE vedr. digitalisering af det græske telesystem. Undersøgelsen startede i 2006 og er endnu ikke afsluttet. Den græske stat menes at have mistet ca. 80 mio. euro i bestikkelsessagen.

I 2015 anklagedes det canadiskejede mineselskab Eldorado Gold for at have flyttet sit overskud fra Grækenland til Holland med henblik på at undgå at betale skat i Grækenland. Denne skandale bragte den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem (f. 1966), der også var formand for Eurogruppens finansministre, i et dilemma, da han samtidig havde krævet indgreb over for skatteunddragelse i Grækenland, før den græske regering kunne få en ny låneaftale med EU.

Grækenland er i stigende omfang blevet karakteriseret ved lovgivningsmæssig kaos, hvor den politiske elite siden 1974 gennemsnitlig har vedtaget 2800 love pr. år, et meget højt antal sammenlignet med andre lande. Mange af disse love er mere eller mindre i modstrid med hinanden og er et resultat af forskellige partipolitiske og klientelistiske interesser. Den politisk-administrative klientelisme, den græske regerings og Trojkaens hårde nedskæringspolitik, har de sidste par år ændret befolkningens overordnede forhold til EU fra at være meget positiv til at være stærkt negativ. Samtidig har de mange økonomiske skandaler bekræftet befolkningens mistillid til de traditionelle partier, ikke mindst det socialdemokratiske PASOK og det konservative ND.

Efter cirka et halvt år med Papademos som teknokratisk regeringsleder blev der udskrevet nyvalg maj 2012. Dette valg blev skæbnesvangert for de to gamle partier PASOK og ND, der skiftevis havde siddet på regeringsmagten siden militærjuntaens afgang 1974. Ved valget gik PASOK tilbage fra 44 % til 13 % af stemmerne, ND fra 34 % til 19 % og det religiøse, nationalkonservative parti LAOS blev ikke valgt ind. De to gamle partier og LAOS, der havde støttet Trojkaens nedskæringspolitik, blev straffet meget hårdt af vælgerne. Mange tidligere PASOK-vælgere og andre utilfredse borgere stemte på enten den venstreradikale koalition SYRIZA, der gik fra 5 % til 17 % af stemmerne og blev det næststørste parti, eller på det nydannede parti, Demokratisk Venstre (DIMAR), der fik 6 %. Det nydannede højreorienterede og religiøse parti Uafhængige Grækere (ANEL) kom ind i parlamentet med hele 11 %, mens det største chok blev indvælgelsen af det højreradikale og neofascistiske parti Gyldent Daggry (Chryssi Avgi), der fik 7 % af stemmerne. Hverken ND, SYRIZA eller PASOK kunne danne en ny regering, hvorfor nyvalg blev udskrevet til 17.6.2012.

Konservativ/socialdemokratisk koalitionsregering 2012

I lyset af fortsat økonomisk krise, politisk kaos, social elendiggørelse og stærke politiske udmeldinger fra Trojkaen og den tyske kansler Angela Merkel om at stemme på de partier, der støttede aftalen med Trojkaen (EU/ECB/IMF), blev ND det største parti med godt 29 % af stemmerne efterfulgt af den radikale venstrekoalition SYRIZA med 27 %, PASOK med 12 %, DIMAR med godt 6 % og det græske kommunistparti med 4,5 %. Det religiøse og højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) gik tilbage og fik godt 7 % af stemmerne, mens det neofascistiske parti Gyldent Daggry fastholdt små 7 % af stemmerne. Den nye regering tiltrådte den 20.6.2012. Trods stor modstand i befolkningen mod Trojkaens nedskæringspolitik (ca. 80 %) stemte omkring 50 % af vælgerne alligevel på partier, der støttede Trojkaens lånepolitik og nedskæringer af frygt for stigende økonomisk og socialt kaos.

Efter yderligere pres fra EU's politiske ledere, finansverdenen og USA omsattes valgresultatet til en ny koalitionsregering ledet af Antonis Samaras (ND) med støtte fra PASOK og DIMAR, hvis politiske ledere ikke selv deltog direkte i regeringen, men kun deres udvalgte teknokrater. Koalitionsregeringen holdt kun til sensommeren 2013, hvor det lille SF-lignende parti DIMAR forlod regeringen. Det konservative ND og det socialdemokratiske PASOK blev af de politiske omstændighederne tvunget til endnu tættere samarbejde. Samaras fortsatte som regeringsleder, og PASOK trådte fuldt og helt ind i den nye og mindre koalitionsregering, hvor PASOKs leder Evangelos Venizelos (f. 1957) blev ny vicestats- og udenrigsminister.

Græsk økonomi 2008-14

Med den nye koalitionsregering, der støttede Trojkaens lånepakke og nedskæringspolitik i Grækenland for at fastholde landet i eurozonen og EU, skabtes der udadtil i forhold til EU og finansmarkedet en vis ro, mens der indadtil i Grækenland frem til 2014 kontinuerligt var tale om social uro skiftende mellem generalstrejker, branchestrejker og demonstrationer. Efter yderligere pres fra Trojkaen intensiveredes fyringer af offentlige ansatte, skønt der fortsat var uenighed om lukning og/eller privatisering af de statsejede græske virksomheder inden for våben- og flyindustri, skibsværfter, elkraft og mineindustrier. Det tidligere statsejede luftfartsselskab Olympic Air blev i oktober 2013 overtaget af det privatejede Aegean Airline med en samlet flåde på 45 fly og 2000 ansatte. Fyringerne af offentlige ansatte kulminerende med lukning af det statslige tv-selskab ERT i efteråret 2013. Mange af de ca. 3.000 ansatte besatte ERT's hovedsæde i Athen og regionale stationer, hvorfra de sendte egne tv- og radioprogrammer, alt imens den konservativt ledede regering oprettede et nyt græsk radio-, internet- og tv-selskab (NERIT).

Lukningen af ERT medførte yderligere svækkelse af koalitionsregeringen, da det lille parti DIMAR forlod regeringen, og da det socialdemokratiske PASOK blev internt splittet over sagen. Denne svækkelse og splittelse af koalitionsregeringen gjorde det vanskeligt at gennemføre aftalte reformer med Trojkaen om privatiseringer af offentlige virksomheder og yderligere nedskæringer på de offentlige udgifter. Koalitionsregeringen var igennem hele 2014 ganske enkelt bange for at miste sit spinkle flertal.

Den græske økonomi viste i løbet af 2014 små tegn på forbedring. Mens BNP var faldet årligt med gennemsnitlig ca. 5 % mellem 2008 og 2013, så var der for første gang siden 2008 tale om en lille stigning af BNP på 0,8 % fra 2013 til 2014. Men samlet set faldt græsk BNP fra 242 mia. euro i 2008 til 179 mia. euro i 2014 svarende til et samlet fald på 63 mia. euro eller godt 25 %. Det kroniske underskud på handelsbalancen var gennemsnitligt på minus 7 % i perioden 2004-13, men udviste for første gang i 2014 en lille stigning på 1 % i forhold til 2013. Det græske underskud på betalingsbalancen var i perioden 2004-12 årligt på gennemsnitligt 10 % med en svag stigning på 0,6 % i 2013 og en på 1,2 % i 2014, de første i næsten 50 år. Den forbedrede betalingsbalance skyldtes ikke mindst en kraftig stigning i antallet af turister, der steg fra 19 mio. i 2009 til 22 mio. i 2014. Hovedparten af turisterne kom fra andre EU-lande mens 1,2 mio. kom fra Rusland og ½ mio. fra USA.

Den samlede statsgæld udviklede sig fra 183 mia. euro i 2004 til 265 mia. euro i 2008 og videre til 356 mia. euro i 2011. Efter en gældsreduktion (haircut) på ca. 53 % for en række private investorer, svarende til ca. 100 mia. euro af statsgælden, i forbindelse med 2. låneaftale 2012, endte den samlede statsgæld alligevel med at stige til 315 mia. euro i 2014. Gældsnedskrivningen betød bl.a. store tab for græske pensionsfonde, universiteter og andre private investorer. I % af BNP steg den samlede statsgæld fra 99 % i 2004 til 177 % i 2014, dels pga. fortsat låntagning, og dels pga. det faktiske fald i BNP efter 2008.

Trods bedring af græsk økonomi forblev arbejdsløsheden den højeste i EU. Den var steget fra 7,6 % i 2008 til 27,5 % i 2013 og faldt derefter til 26,5 % i 2014. For unge mellem 15 og 24 år faldt den fra ca. 65 % til 51 %. Faldet i arbejdsløsheden skyldes kun delvis oprettelse af nye arbejdspladser, men i højere grad en reduktion af den registrerede arbejdsstyrke, hvor især unge (ca. 180.000) med høj uddannelse udvandrede. Den største tilbagegang i beskæftigelsen fandtes i den sekundære sektor (industri og konstruktion), der i 2008 repræsenterede 22,3 % af beskæftigelsen faldende til 14,9 % i 2014, mens den tertiære sektors (service, turisme) beskæftigelse steg fra 66,4 % i 2008 til 71,6 % i 2014. Siden 2010 har der gennemsnitligt være et fald i arbejdskraftomkostninger på minus 3,3 % pr. år, mens inflationen har været på gennemsnitlig minus 1,5 % fra 2012 til og med 2014.

Resultatet af de omfattende nedskæringer på de offentlige udgifter efter 2010 har været en fortsat økonomisk og social krise, men der blev også for første gang i mange år tale om et primært budgetoverskud (minus afbetaling på lån) på ca. 1,5 % af BNP i 2013 og 2014. Men disse overskud på statsbudgettet er ikke nok til at dække statens løbende udgifter til tilbagebetalinger af lån og renter og vil ifølge IMF heller ikke være det frem til 2020. Derfor forventes nye lånepakker med lavere lånerenter og evt. gældsomlægning/gældsreduktion (haircut) for at bringe den græske statsgæld ned på et såkaldt bæredygtigt niveau på omkring 120 % af BNP i 2020.

Højreekstremisme og Gyldent Daggry

Indvandringen i Grækenland var i slutningen af 2013 stadig stor, og officielt er der ca. ½ mio. legale og ca. ¾ mio. illegale indvandrere i landet. Den fortsat stigende fattigdom, sænkningen af mindstelønnen maj 2013 med 22 % til 586 euro og fortsat stor indvandring gødede grunden for yderligere opbakning til det højreradikale, neofascistiske parti Gyldent Daggry, der i sensommerens meningsmålinger 2013 stod til 12-15 % af stemmerne og til at blive landets tredjestørste parti. Et omfattende fremmedhad har udviklet sig i Grækenland ledet af Gyldent Daggry, der forfølger, mishandler og myrder indvandrere. Med mordet, udført af et medlem af Gyldent Daggry, på den antifascistiske græske rapper Pavlos Fyssas den 17.9.2013 i et fattigt arbejderkvarter i Keratsini (Piræus), hvor Gyldent Daggry har stor opbakning, rystedes den græske offentlighed, og partiets tilslutning halveredes i meningsmålinger til 6-7 %. Den konservative-socialdemokratiske regering var tvunget til at gribe ind, og 32 arrestordrer udstedtes mod ledende medlemmer af Gyldent Daggry. Lederen af partiet Nikolaos Michaloliakos (f. 1957), flertallet af parlamentsmedlemmerne og flere lokale partiledere blev fængslet under anklage for at lede en kriminel organisation med ansvar for mord, vold, ulovlig våbenbesiddelse, pengeafpresning, hvidvaskning af penge, smugling af cigaretter mv. Kort tid efter besluttede det græske parlament at suspendere den statslige partistøtte til partiet. Sideløbende hermed blev en række officerer i politiet og hæren afskediget pga. deres tilknytning til Gyldent Daggry. Den 2.11.2013 blev fire af Gyldent Daggrys paramilitære vagter foran partikontoret i Athens nordlige forstad Neo Iraklio angrebet. To blev dræbt og en alvorligt såret, mens en fjerde undslap. Dette skabte yderligere frygt i den græske befolkning for borgerkrigslignende tilstande mellem det ekstremistiske højre og det ekstremistiske venstre, da attentatet ses som en mulig venstreekstremistisk hævnaktion for mordet på den antifascistiske rapper Fyssas. Varetægtsfængsling af flertallet af Gyldent Daggrys parlamentsmedlemmer og andre har betydet en svækkelse af Gyldent Daggrys politiske ageren, og deres voldelige aktioner i det offentlige rum er stilnet af. Men efter de maksimale 18 måneders varetægtsfængsling er de ledende parlamentsmedlemmer blevet løsladt og har den seneste tid deltaget aktivt i det parlamentariske arbejde. Den samlede retssag, hvor ca. 70 personer står anklaget for at lede en kriminel organisation, er flere gange blevet udskudt.

Indvandring og handelspolitik

I perioden frem til Grækenlands overtagelse af formandskabet af EU januar 2014 var der fortsat uenigheder om fortsættelsen af Trojkaens nedskæringspolitik og den fælles landbrugspolitik (CAP). Der var et stigende krav til EU om at erstatte nedskæringer med investeringer i private og offentlige arbejdspladser, herunder krav om særlige støtteaftaler på landbrugsområdet til små landbrug, fx tobaksbønder og økologisk drift. Det græske formandskab formulerede en prioritering af EU's politikområder for det første halvår af 2014. Overordnet gik den ud på at styrke den økonomiske vækst i EU via investeringer og jobskabelse inden for infrastruktur, energi og klima. Formandskabet ønskede en stabilisering af euroen, de nationale økonomier og statsbudgetter samt bankunion og yderligere social integration. Der blev specielt lagt vægt på en revidering af EU's indvandrerpolitik, sådan at alle EU-lande skulle tage deres andel af flygtninge-indvandrere, herunder en fælles og effektiv bekæmpelse af illegal indvandring. Selv efter udnævnelsen af den tidligere græske minister Dimitris Avramopoulos (f. 1953) som EU-kommissær for flygtninge- og indvandrere i november 2014 er der ikke sket væsentlige ændringer af EU’s politik på området. De sydeuropæiske og kriseramte lande står fortsat med de største indvandrerproblemer, og flygtninge-indvandrerstrømmen til Grækenland tredobledes de tre første måneder af 2015, hvor godt 10.000 illegalt fandt vej til Grækenland via det sydøstlige Middelhav.

Handelspolitisk arbejdede Grækenland videre med at styrke energisamarbejdet med de sydøsteuropæiske lande og EU-middelhavslandene, herunder samarbejde med Cypern og Israel om en Fri Økonomisk Zone i forbindelse med udvinding af olie og gas i det sydøstlige Middelhav i delvis konflikt med Tyrkiet og det tyrkisk besatte Nordcypern, der også gør krav på retten til undergrunden.

Af andre samarbejdsprojekter kan nævnes Burgas-Alexandroupolis-olierørsledningen med Bulgarien og Rusland samt Trans Adriatic Pipeline (TAP'en) med Tyrkiet, Albanien og Italien. Hvis realiseret, kunne Trans Adriatic Pipeline forsyne EU med naturgas fra Aserbajdsjan (Shah Deniz-gasfeltet) via det tyrkiske Trans Anatolian Pipeline til Grækenland og Albanien og videre til Italien. Det norske Statoil, det schweiziske Axpo og det tyske E.ON-Ruhrgas er hovedaktionærerne i selskabet. Et projekt, der ville kunne skabe flere tusinde arbejdspladser i Grækenland.

Konflikten med den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (FYROM) om brugen af navnet Makedonien er stadig uløst trods fortløbende forhandlinger i FN-regi.

Samarbejdet med Kina og Rusland er blevet intensiveret, specielt hvad angår turisme og muligt opkøb af græske statsejede virksomheder inden for infrastruktur (havne og jernbaner) og energisektoren. Det russiske Gazprom er interesseret i at overtage det græske gasselskab DEPA, mens andre russiske selskaber er interesseret i overtagelsen af græske jernbaner og dele af havnen i Thessaloniki. Kina ønsker at købe og udbygge Piræus’ containerhavn som et strategisk knudepunkt for fordeling af kinesiske varer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Samhandlen med Rusland er steget betydeligt de senere år og nåede et samlet beløb på 6,5 mia. US-$ i 2012, men faldt voldsomt i 2014 pga. EU-sanktioner mod Rusland og russisk stop for import af landbrugsvarer fra EU-lande, herunder fra Grækenland. I 2014 gik græsk eksport primært til Tyrkiet, Italien, Tyskland og Bulgarien, mens importen primært kom fra Rusland, Tyskland, Italien og Kina. De største samhandelspartnere i 2013-2014 udgjordes fortsat af Tyskland, Tyrkiet, Italien og Rusland.

Forholdet til Tyskland har formelt set været godt, men reelt er der stor utilfredshed med den omfattende tyske eksport til Grækenland og dermed en stor ulighed i handelsbalancen de to lande imellem. Den græske offentlighed er meget kritisk over for Angela Merkels magt i EU og krav om fortsatte nedskæringer i Grækenland til støtte for tyske virksomheders forventede opkøb af græske statsejede virksomheder, herunder det tyske FragPorts opkøb af 14 regionale lufthavne til bl.a. servicering af og indtjening fra et stigende antal tyske turister. Kritikken af Tyskland gælder også det forhold, at den græske banksektor er blevet rekapitaliseret for op til 50 mia. euro betalt af de græske skatteborgere via nedskæringer i den offentlige sektor, mens de tyske banker, der før krisen 2008 gav store og usikre lån til græske banker, har fået dækket alle deres tab i græske banker.

Venstreorienteret regering og konfrontation med EU 2015

Den venstreradikale koalition SYRIZA, dannet af 13 små venstrefløjsorganisationer 2004 med Synaspismos (SYN) som den største, blev på en kongres i Athen juli 2013 omdannet til et samlet parti under ledelse af den 39-årige Alexis Tsipras. SYRIZA blev omorganiseret og fik en såkaldt ”skyggeregering”, der i stigende grad søgte internationale kontakter også med politiske modstandere i Europa og USA. Partikoalitionen, der første gang kom i parlamentet 2004 med 3 % og 6 mandater, stod i 2013 som konkurrent til regeringspartiet Nea Demokratia om at blive landet største parti.

Partiet fik dog ikke flertal ved valget i juni 2012, men blev det næststørste parti med 27 % af stemmerne og 71 pladser i parlamentet ud af 300. Ved det ordinære valg af ny præsident i Grækenland i slutningen af 2014 kunne den siddende konservative og socialdemokratiske regering ikke få det krævede flertal på 180 mandater og måtte derfor træde tilbage og udskrive nyvalg til parlamentet. Ved det efterfølgende valg 25.1.2015 fik SYRIZA 36,3 % af stemmerne og 149 af parlamentets 300 pladser og blev dermed det største parti, men uden at kunne danne regering alene. Som noget helt nyt i græsk politik sikrede Alexis Tsipras sig flertal ved at dele regeringsmagten med højrepartiet De Uafhængige Grækere (ANEL), der ved valget fik 4,7 % af stemmerne og 13 pladser. Den umiddelbart umage og uventede koalitionsregering mellem det venstreorienterede parti Syriza og det højreorienterede parti ANEL var den eneste mulighed for en ny regering, der var kritisk over for Trojkaens (EU, ECB og IMF) krav om yderligere nedskæringer og forværring af den i forvejen omfattende fattigdom og humanitære katastrofe.

Den nye regering blev fra første dag mødt med voldsom modstand fra EU’s borgerlige og socialdemokratiske partier, der truede med at stoppe al økonomisk støtte, herunder lån til den græske stat, hvis ikke den fulgte den afgående regerings aftaler med Trojkaen. Efter lange og retorisk set meget voldsomme forhandlinger, ikke mindst i offentligheden, mellem den nye græske finansminister Yanis Varoufakis (f. 1961) og Eurogruppens finansministre, ledet af den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem og den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, blev der den 20.2.2015 indgået en foreløbig aftale mellem den nye græske regering og EU-institutionerne om en begrænset ”låneaftale” på fire måneder frem til 1.7.2015. Inden da skulle parterne blive enige om et samlet reformprogram for den græske økonomi med bl.a. vægt på bekæmpelse af den humanitære katastrofe, bekæmpelse af skatteunddragelse, modernisering af den offentlige sektor, herunder af det juridiske system, delvis privatisering af offentlige virksomheder, nye investeringer i infrastruktur og den private sektor inden for rammerne af et årligt primært budgetoverskud for staten på 1,5 %.

Som led i kampen om at sætte den offentlige diskurs i EU om årsagerne til og ansvaret for den økonomiske krise i Grækenland, har primært Tyskland forsøgt at fremstille det græske samfund som sygt og grækerne som dovne og overforbrugende. Tysk presse har med stor opbakning blandt borgerlige politikere og i befolkningen generelt italesat grækerne som snyltere, der lever højt på tyske lån til Grækenland, som de tyske skatteborgere betaler. At Grækenland kun har lånt og ikke fået penge fra Tyskland er derimod ikke en del af den offentlige diskurs. Modsat har dele af den græske presse og folkelige demonstrationer i Grækenland portrætteret ledende tyske politikere som Merkel og Schäuble med Hitler-overskæg og naziuniformer; et for grækerne symbol på endnu et tysk besættelsesforsøg og udplyndring af Grækenland. Som svar på kritikken fra Tyskland har den nye græske regering sagt, at den vil betale alle lån tilbage, men har samtidig agiteret for, at den græske gæld burde nedskrives til et bæredygtigt niveau, bl.a. med henvisning nedskrivning af den tyske gæld efter 2. Verdenskrig. For at lægge pres på Tyskland har den græske regering samtidig færdiggjort en undersøgelse af de tyske krigsskadeerstatninger til Grækenland, der samlet set beløber sig til 280 mia. euro.; erstatninger og tvangslån, som Tyskland afviser at betale.

Resultatet af parlamentsvalget den 25.1.2015 sammenlignet med junivalget 2012
Parti 2012 2015 Pladser i parlamentet efter 25.1.2015
SYRIZA 26,9 % 36, 3 % 149
ND 29,7 % 27,8 % 76
Gyldent Daggry 6,9 % 6,3 % 17
Potami 6,1 % 17
KKE 4,5 % 5,5 % 15
ANEL 7,5 % 4,8 % 13
PASOK 12,3 % 4,7 % 13
KIDISO 2,5 % Under spærregrænsen

Det største parti får 50 ekstra pladser ud af parlamentets 300 pladser. Den samlede stemmeprocent steg med 1,4 %-point fra 62,5 % i 2012 til 63,9 % i 2015. Valgresultatet viser, at de kritiske EU-partier (Syriza, GD, KKE, ANEL) tilsammen fik 52,9 % af stemmerne mod 45,8 % ved valget 2012, mens pro-EU-partier (ND, PASOK og Potami) fik 38,6 % mod 42,0 % ved valget 2012.

Den korte valgkamp op til valget den 25.1.2015 vil historisk blive husket for en række særlige forhold. For det første, at valget blev et spørgsmål om for eller imod de trojkadikterede nedskæringer i Grækenland, dvs. et valg mellem for eller imod EU’s, ECB’s og IMF’s låne- og nedskæringspakker. For det andet den udbredte dæmonisering af politiske modstandere og trusler om kaos. Dette gjorde sig ikke mindst gældende for den siddende konservative og socialdemokratiske koalitionsregerings udbredte trusler over for befolkningen, at hvis de stemte på partier på den yderste venstrefløj og højrefløj, der var modstandere af den førte trojkadikterede nedskæringspolitik, så ville Grækenland gå konkurs, udtræde af eurozonen og EU, og krisen og arbejdsløsheden ville blive endnu større. Dette trusselbillede blev helt åbenlyst og meget usædvanligt støttet af ledende politikere i EU, Tyskland og andre lande, hvor normal praksis havde været, at EU ikke blander sig i de nationale valg. Resultatet af disse trusler og dæmoniseringer blev kontraproduktivt, idet flere vælgere end forventet forlod de to gamle partier ND og PASOK, der var ansvarlige for nedskæringerne, og stemte enten på EU-kritiske partier på venstre- og højrefløjen eller på nyoprettede partier som det centrumliberale Potami (Floden) og det såkaldte nye græske socialdemokrati KIDISO (Bevægelse af Demokratiske Socialister), der under ledelse af den tidligere PASOK-regeringsleder og formand Georgios Papandreou 3.1.2015 havde dannet sit eget parti.

Med den nye venstreorienteret ledede koalitionsregering efter valget 25.1.2015 blev der for det første valgt en ny præsident i landet. Som kompromis anbefalede den nye koalitionsregering den tidligere konservative indenrigsminister Prokopis Pavlopoulos (f. 1950) fra partiet Nea Demokratia, og han blev valgt med 233 ud af 300 stemmer i det græske parlament februar 2015 og senere indsat som præsident den 13.3.2015. For det andet er der blevet ført en mere kritisk politik over for EU, Tyskland og Tyrkiet og iværksat et udvidet samarbejde med Rusland og Kina i form af en ny multidimensional udenrigspolitik inden for rammerne af NATO og fortsat samarbejde med USA. Med det udvidede samarbejde med Rusland på den ene side og med USA på den anden side forsøgte den græske regering at lægge pres på EU’s konservative og liberalistiske ledelse og deres fortsatte krav om nedskæringer i Grækenland. Som en del af den nye udenrigspolitik lagde regeringen op til et øget samarbejde mellem de sydeuropæiske lande i EU for at afbalancere magtforholdene internt i EU mellem syd og nord. Udenrigspolitikken skulle i stigende grad være båret af landets særlige geopolitiske placering og såkaldte fredsskabende rolle vedr. konflikterne mellem EU/USA på den ene side og Rusland på den anden side om situationen i Ukraine og krigene i Mellemøsten.

Den nye regeringsleder Tsipras indgik på møder med Putin og Medvedev april 2015 i Moskva foreløbige aftaler med Rusland om støtte til naturgasledninger fra Rusland via Tyrkiet til Grækenland, sænkning af russiske naturgaspriser til Grækenland samt russiske investeringer i græsk infrastruktur og eventuel åbning for græsk landbrugseksport til Rusland for de tyve største græske landbrugseksportører.

Efter små tre måneder med regeringsmagten og voldsomme politiske konfrontationer med EU stod regeringen med en opbakning i vælgerbefolkningen på 40-45 %, og regeringsleder Tsipras med en personlig opbakning på ca. 70 %. En opbakning, der var langt større end valgresultatet fra 25.1.2015 angav. Samtidig var de gamle regeringspartier ND og PASOK blevet alvorligt svækket. PASOK-socialdemokraterne blev splittet i to partier januar 2015, mens Samaras’ lederskab af det konservative ND truedes af interne magtkampe mellem Samaras’ højrefløj og Karamanlis’ og Dora Bakoyannis (f. 1954) centrumfløj.

Låneforhandlinger 2015 i hårdknude

I februar var parterne omkring Grækenlands låneaftale blevet enige om at forlænge lånet frem til 1.7.2015, mens man blev aftalte et reformprogram for den græske økonomi. Den græske regering var afvisende over for långivernes reformvilkår, da de ifølge Grækenland var forbundet med alt for ensidige nedskæringer på de offentlige udgifter, der ville ramme den almindelige befolkning, og da aftalerne havde medvirket til at forværre den økonomiske og sociale krise. Desuden var låneaftalerne ifølge den græske regering alt for dyre. For eksempel havde IMF siden første lånepakke 2010 frem til 2015 alene haft en renteindtægt på 2,5 mia. euro og forventede samlet at tjene 4,3 mia. euro på græske lån frem til 2024. Hovedparten af lån til Grækenland er siden 2012 blevet omlagt til eurolande, og her har fx Tyskland haft en renteindtægt på 360 mio. euro på lån til Grækenland og forventer fremover at tjene 20 mio. euro om året. Den græske regerings krav var bl.a. at sænke lånerenten på 3,6 % til noget, der minder om de faktiske omkostninger for lånene på ca. 1 %. Samtidig forlangte långiverne, at Grækenland udviste en form for reformvillighed til gengæld for en ny aftale.

I juni 2015 brød låne- og reformforhandlingerne sammen, og det blev klart, at aftalen ikke ville blive forlænget ydeligere. Endvidere besluttede Den Europæiske Centralbank 28/6 ikke længere at hæve grænsen for de nødlån, som de græske banker havde kunnet få af den græske centralbank. Som konsekvens heraf og for at undgå et kollaps i bankvæsenet, lukkede de græske banker i tre uger, og der indførtes et beløbsloft for grækerne, så der højest kunne hæves 60 euro om dagen.

Den 5.7.2015 gennemførte Alexis Tsipras en folkeafstemning og fik en solid opbakning fra 61 % af befolkningen til at afvise Trojkaens reformvilkår for videre lån. I nye forhandlinger med EU, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank søgte Tsipras om et treårigt lån på 86 mia. euro og indvilligede i reformer, der var omend endnu skrappere dem, der var forkastet i folkeafstemningen. Efter flere forhandlingsrunder blev parterne i august 2015 enige om den nye låneaftale. Tsipras udskrev kort efter valg i håb om at sikre sig et stærkere mandat i det græske parlament, og 20.9.2015 vandt SYRIZA parlamentsvalget med 35 % af stemmerne foran ND's 28 %. Tsipras kunne dermed fortsætte som premierminister med støtte fra Uafhængige Grækere (ANEL).

Fremtidige udfordringer

Den største udfordring for den nye græske regering vil fremover fortsat være forhandlinger med EU, ECB og IMF om bæredygtige låneaftaler med evt. omlægning og/eller reduktion af lån. Den magtfulde politiske elite i EU skal balancere mellem pres på den græske regering for ikke at give for store indrømmelser, der kan sprede sig til andre sydeuropæiske lande, og hensynet til faren for en græsk statsbankerot, der kan medføre Grækenlands udtræden af eurozonen og dermed skabe usikkerhed om euroens fremtid.

En anden afgørende udfordring bliver at finde en løsning på alle de ikke-tilbagebetalte såkaldte ”røde lån”, som hundredtusinde af græske borgere og små virksomheder havde optaget før krisens gennemslag 2009 samt sikre likvide midler i de græske banker, der har tabt enorme summer pga. finanskrisen og boligboblen i Grækenland. Hundredtusinder af grækere optog billige lån i græske banker til køb af boliger, biler og værdipapirer til lav rente fra slutningen af 1990’erne frem til krisens gennemslag 2009. De følgende år blev godt en million grækere arbejdsløse og kunne derfor ikke betale deres lån tilbage til bankerne. Mange banker gik konkurs og andre blev sammenlagt, mens fire store systemiske banker overlevede ved at blive rekapitaliseret med godt 50 mia. euro fra de lån, som Trojkaen gav til den græske stat, og som de græske skatteborgere skal tilbagebetale på længere sigt. Der var tale om mange milliarder af euro, som de græske banker på grund af genforsikring måtte videregive til bl.a. tyske og franske banker, så disse undgik konkurs.

En tredje afgørende udfordring for den nye græske regering bliver at gennemføre en række socialt afbalancerede reformer, der kan modvirke den sociale katastrofe og sætte gang i beskæftigelsen uden at øge de statslige udgifter. Det fordrer både private og offentlige investeringer og nok så meget EU-investeringer fra den Europæiske Investeringsbank og den Europæiske Investeringsfond i strategiske og bæredygtige brancher fra økologisk landbrug, moderne minedrift, informationsteknologi og skibsfart til vedvarende energi (sol, vind og vand), turisme, infrastruktur, uddannelse og nok så meget små og mellemstore virksomheder. Indførelse af sociale reformer gælder også omstrukturering og ensliggørelse af pensionssystemet, hvor ca. 45% af alle pensionister (1,2 mio.) lever under fattigdomsgrænsen.

En fjerde udfordring handler om bekæmpelse af skatteunddragelse og indførelse af et nyt socialt afbalanceret skattesystem, hvor de mange velhavende grækere og de store nationale og internationale virksomheder skal betale forholdsmæssig skat. I dag skylder borgere og virksomheder tilsammen ca. 76 mia. euro i skat, og hvordan disse penge inddrives er i sig selv en stor udfordring for den nye regering. Dertil skal tilføjes en bekæmpelse af korruption og det klientelistiske system, hvor ledende politikere og embedsmænd misbruger statens midler til enten at bestikke udvalgte vælgere, organisationer og virksomheder eller til at berige sig selv. Der er ifølge det græske finansministerium tale om op til 12 mia. euro, der hvert eneste år bruges på ”vedligeholdelse” af det klientelistiske system.

Endelig står den græske regering over for et stort og potentielt konfliktfyldt arbejde med at omstrukturere, demokratisere og modernisere arbejdsmarkedet, da den tidligere regering havde svækket aftalesystemet gennem øget liberalisering og fleksibilisering samt ophævelse af en række sikringsordninger for lønmodtagere. Denne udfordring handler både om at skabe nye job i den private sektor, men også om genansættelse af offentlige ansatte, der blev fyret under den tidligere regering. Her blev nedlæggelsen af det statslige radio- og tv-selskab ERT og fyring af 3.000 ansatte i efteråret 2013 et symbol på den tidligere regerings politik. Den nye regering fremsatte i april 2015 et lovforslag til genoprettelse af ERT med højst 2.500 ansatte samt gennemførte første skridt i genetablering af mindstelønnen til 650 euro pr. 1.10.2015 og videre til 751 euro i 2016.

Grækenlands statsoverhoveder

republik
1827-31 Ioannis Kapodistrias
monarki
Huset Wittelsbach
1832-62 Otto 1.
Huset Glücksburg
1863-1913 Georg 1.
1913-17 Konstantin 1.
1917-20 Alexander 1.
1920-22 Konstantin 1.
1922-24 Georg 2.
republik
1924-26 Pavlos Koundouriotis
1926 Theodoros Pangalos
1926-29 Pavlos Koundouriotis
1929-35 Alexandros Zaimis
monarki
Huset Glücksburg
1935-47 Georg 2. (i eksil 1941-46)
1947-64 Paul 1.
1964-73 Konstantin 2. (i eksil fra 1967)
republik
1973 Georgios Papadopoulos
1973-74 Fedon Gizikis
1974-75 Michael Stasinopoulos
1975-80 Konstantinos Tsatsos
1980-85 Konstantinos Karamanlis
1985-90 Christos Sartzetakis
1990-95 Konstantinos Karamanlis
1995-2005 Kostas Stefanopoulos
2005-15 Karolos Papoulias
2015- Prokopis Pavlopoulos

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig