Jonerne var et oldgræsk folkeslag. Navnet brugtes dels om beboerne i landskabet Jonien, dels om alle de grækere, der talte den joniske dialekt, og dels af grækernes østlige naboer om grækerne i almindelighed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jonere kommer af et ældre Iaones, af *iawones, jf. hebr. jawan og oldpers. yauna.

Historie

Jonien var den centrale del af Lilleasiens vestkyst mellem landskaberne Aiolis mod nord, Karien mod syd og kongeriget Lydien mod øst. Denne landstrækning på ca. 3500 km2 var oprindelig beboet af lydere og karere, men i 1000-tallet og 900-tallet f.v.t. blev den koloniseret af jonere. Deres oprindelige hjemsted i Grækenland kendes ikke, men mange forskere tilslutter sig hellenernes egen tradition om, at jonerne kom til Lilleasien via Attika og Kykladerne, og at Lilleasien ikke tidligere havde været beboet af hellenere, Milet muligvis undtaget.

Jonien var fra arkaisk tid opdelt i en række bystater, af hvilke de mægtigste var Smyrna, Efesos og Milet ved mundingen af hhv. Hermos, Kaystros og Maiandros, samt de to store øer Chios og Samos. Smyrna lå oprindelig i Aiolis og Milet i Karien, men begge byer blev annekteret af jonerne i løbet af arkaisk tid. Smyrna blev ødelagt af lyderne ca. 550 f.v.t. Af de andre bystater var de tolv største samlet i et forbund, og de sendte repræsentanter til et fælles råd og en fælles helligdom, Panionion, som lå ved forbjerget Mykale nord for Milet. I løbet af arkaisk tid blev de joniske bystater erobret først af lyderne under Kroisos (ca. 561-546 f.v.t.) og siden af perserne under Kyros 2. den Store (558-529 f.v.t.). I 499 f.v.t. gjorde jonerne oprør, og med støtte fra Athen og Eretria erobrede og afbrændte de Sardes. I fem år holdt jonerne stand mod perserne, men i 494 f.v.t. blev deres flåde besejret i slaget ved øen Lade ud for Milet; kort efter blev Milet indtaget og ødelagt, og de overlevende flyttet til en lille by ved Den Persiske Golf. Efter Perserkrigene var jonerne først medlemmer af Det Deliske Søforbund, i årene efter Den Peloponnesiske Krigs afslutning i 404 f.v.t. var de allierede med Sparta, men ved kongefreden i 386 f.v.t. kom de igen under perserkongen, indtil de blev "befriet" af Alexander den Store i 334-333 f.v.t. Ved delingen af Alexanders rige blev de først en del af Seleukideriget og hørte siden til kongeriget Pergamon.

Kulturel betydning

Især i arkaisk tid var Jonien et center for hellenernes civilisation og kultur: Smyrnas ruiner fra 800-tallet og 700-tallet f.v.t. er stadig det ældste kendte eksempel på en græsk by omgivet af mure. Milet grundlagde flere kolonier end Korinth og Chalkis tilsammen. De ældste græske mønter er joniske staterer i elektrum fra kort før 600 f.v.t. I Jonien udvikledes endvidere den joniske stil for tempelbyggeri, som bl.a. blev benyttet ved bygningen af de to største arkaiske templer i hele den græske verden: Heratemplet på Samos og Artemistemplet i Efesos, begge fra 500-tallet f.v.t.

Jonien havde stor betydning for udviklingen af den græske litteratur. Således er de homeriske digte affattet på jonisk og stammer i den form, de er overleveret i, måske fra Jonien. Her opstod også den litterære prosa i løbet af 500-tallet f.v.t., da Anaximander, en af de joniske naturfilosoffer, skrev en afhandling om universets opbygning. Den ældste kendte historiker er Hekataios fra Milet fra ca. 500 f.v.t., og Herodots store skildring af Perserkrigene er skrevet på jonisk.

Selvforståelse

I bredere forstand var jonerne alle, der talte jonisk. Ifølge myten nedstammede de alle fra Ion, som var bror til Doros, alle dorernes mytiske stamfader. Foruden dialekten og myten om etnisk samhørighed var jonerne fælles om at fejre Apaturiefesten for Apollon, og underopdelingen af jonerne i seks forskellige stammer er helt eller delvis bevaret i et stort antal joniske bystater.

Ud over befolkningen i Jonien omfattede jonerne i ordets brede betydning de fleste af de hellenere, der beboede øerne i Det Ægæiske Hav, samt beboerne i de flere hundrede kolonier, som jonerne grundlagde i arkaisk tid. Desuden var athenerne nærtbeslægtet med jonerne og blev sædvanligvis regnet for jonernes moderfolk.

I den brede betydning blev jonerne ofte sidestillet med det andet store hellenske folkeslag, dorerne, og den etniske modsætning mellem dorere og jonere udnyttedes i den politiske propaganda, især under Den Peloponnesiske Krig, skønt Thukydid med rette påpeger, at skellet mellem jonere og dorere gik på tværs af de to store magtblokke, der var ledet af hhv. Athen og Sparta.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig