bystatskultur

Bystatskultur, kultur, der forekommer, hvor en region bebos af folk, der har samme sprog — eller et fælles lingua franca — samme religion, samme kultur og samme traditioner, men politisk er opsplittet i et stort antal små stater, der hver består af en by og dens opland, se bystat.

En bystatskultur opstår som oftest på en af tre følgende måder: 1) Efter en periode uden by- og statsdannelse følger en økonomisk og befolkningsmæssig opgangstid, hvor hele området dels urbaniseres, dels organiseres politisk i en række bystater. Således opstod fx den oldgræske bystatskultur i 700-t. f.Kr. 2) Et større rige med mange byer går i opløsning, og i opløsningsfasen bliver hver by en selvstyrende politisk enhed. Således opstod de kinesiske bystater i Forårs- og Efterårsperioden (776-476 f.Kr.). 3) Et indvandrerfolk bosætter sig i bystater, eller bystater opstår kort tid efter koloniseringen. Således opstod de aztekiske bystater i Mexico ca. 1200 e.Kr.

I reglen er ingen bystat så stærk, at den kan erobre alle de andre og omdanne hele regionen til en makrostat. Når dette undtagelsesvis sker, vil de erobrede bystater som regel bestå som afhængige bystater, og makrostaten bliver et bystatsimperium, hvis magtapparat har centrum i den ekspanderende bystat. Eksempler er Rom i oldtiden og Tenochtitlan i Aztekerriget i århundredet før Spaniernes erobring af Mexico.

I en bystatskultur er der næsten altid krig mellem i hvert fald nogle af bystaterne, men samtidig er der en omfattende økonomisk og kulturel interaktion mellem alle bystaterne. I fredstid har bystaterne diplomatisk forbindelse med hinanden. Kun sjældent består en bystatskultur af udelukkende uafhængige bystater. De fleste bystatskulturer er sammensat af mange små og nogle få store bystater. De små er ofte lydstater under en stor bystat eller under en konge i et naborige. Alternativt danner de statsforbund ledet af en stor bystat, fx Det Deliske Søforbund under Athen 478-404 f.Kr., eller de indgår i forbundsstater. Et eksempel er Den Lykiske Forbundsstat fra 200-t. f.Kr. bestående af 23 bystater og fremhævet af den franske filosof Montesquieu som forbillede for en forbundsstat. Som statstype er forbundsstaten opstået i bystatskulturerne.

En bystatskultur er kendetegnet ved en langt højere grad af urbanisering end nogen anden førindustriel samfundsform. Ofte er 30-60% af befolkningen bosat i byerne, mens en bybefolkning på ca. 10% af totalbefolkningen er typisk for makrostater indtil ca. 1750.

Bystatskulturer går ofte under, når der i naboregionen opstår en stærk makrostat, der underlægger sig hele bystatsregionen. Således forsvandt de sumeriske bystater ca. 2330 f.Kr., da de alle blev erobret nordfra af kong Sargon af Akkade. Alternativt kan en bystatskultur forsvinde i en nedgangsperiode, hvor selve byerne forsvinder og dermed også den politiske struktur. Således forsvandt mayaernes byer og bystatskultur ca. 900 e.Kr.

Bystatskulturer findes ofte i naboregioner, og i en række tilfælde kan man ligefrem tale om klynger af bystatskulturer. Således fx i Nærøsten, hvor de sumeriske, babyloniske, assyriske, syriske, fønikiske og palæstinensiske bystater sammen med filistrenes bystater dannede syv forskellige til dels successive bystatskulturer, der grænsede op til hinanden. En anden koncentration af bystatskulturer fandtes i Mellemamerika (zapotekere, mayaer, mixtekere og aztekere), mens der aldrig har været bystater i Nordamerika og Sydamerika. I dag er der stadigvæk enkelte isolerede bystater, fx San Marino, Andorra og Singapore, men alle bystatskulturer er forsvundet. De sidste lå i Vestafrika, og de forsvandt først med den europæiske kolonisering i slutningen af 1800-t.