Seleukos 4. Filopator, ca. 218-175 f.Kr., konge af Seleukideriget fra 187 f.Kr., Antiochos 3.s anden søn og medregent fra 189 f.Kr. Efter krigen mod romerne 190-189 f.Kr. var riget indskrænket til områderne øst for Taurus, og romerne havde desuden pålagt seleukidekongen en stor krigsskadeserstatning. Seleukos førte derfor en forsigtig, uambitiøs politik. Da han i 175 f.Kr. blev myrdet af en af sine ministre, bemægtigede hans bror, Antiochos 4., sig tronen.