Kimon, død 449 f.Kr., athensk statsmand og strateg. Kimon var søn af Miltiades og giftede sig med en grandniece af Kleisthenes. 478-461 f.Kr. var han den ledende athenske feltherre, og han førte Det Deliske Søforbunds flåde til sejr over perserne i slagene ved Eurymedon ca. 466 f.Kr. og Salamis på Cypern 450 f.Kr. Han søgte forgæves at fastholde det gode forhold mellem Athen og Sparta, og i 462 f.Kr. modsatte han sig Efialtes' reformer, som betød en yderligere demokratisering af den athenske bystat. Kimons vedholdende modstand mod reformerne førte til, at han i 461 f.Kr. blev pålagt en tiårig landsforvisning ved ostrakisme.