Alexander 3. den Store

Alexander var næstældste søn af Filip 2. af Makedonien og hans fjerde hustru, Olympias af Epeiros. I 343-340 f.v.t. blev han undervist af filosoffen Aristoteles; hvordan vides desværre ikke. I slaget ved Chaironeia (338 f.v.t.) demonstrerede han for første gang sine evner som feltherre ved som anfører for det makedonske kavaleri at udslette thebanernes elitekorps, Den Hellige Skare. Efter mordet på Filip 2. i 336 f.v.t. blev Alexanders svagt begavede storebror skudt til side, og den makedonske hær kårede Alexander til konge.

Et ulmende oprør i Hellas kvaltes i fødslen, og han valgtes af Det Korinthiske Forbund til general og leder af Filips planlagte felttog mod Asien. Men først sikrede han Makedonien ved i 335 f.v.t. at undertvinge de thrakiske folk i nord og skyde rigets grænse helt frem til Donau. Et felttog mod illyrerne i vest måtte derimod afbrydes, fordi græske bystater under Thebens ledelse nu forsøgte et åbent oprør. Efter en lynmarch mod syd besejrede Alexander thebanerne, erobrede byen, jævnede den med jorden og solgte hele befolkningen som slaver.

I foråret 334 f.v.t. krydsede Alexander Hellespont med en hær på ca. 37.000 mand. Heraf var 14.000 makedonere, 15.000 græske allierede, og 8000 thrakere og illyrere. Perserkongen kunne samle langt større styrker, men De Titusinde græske lejetroppers felttog i 401 f.v.t. havde vist, at en lille veltrænet græsk hær kunne trænge dybt ind i Perserriget og vinde sejre over talmæssigt overlegne hære.

I maj 334 f.v.t. besejredes en persisk hær i et feltslag ved Granikosfloden, og i løbet af sommeren blev de græske bystater langs Lilleasiens kyst enten befriet (fx Efesos) eller erobret (fx Halikarnassos). I foråret 333 f.v.t. var Alexander nået frem til Gordion i Frygien, hvor han løste "den gordiske knude" med et sværdhug. I det næste store feltslag ved Issos i november 333 besejrede han perserkongen, Dareios 3., som måtte flygte, mens hele hans familie faldt i Alexanders hænder.

Frem til juli 332 f.v.t. indtog han alle de fønikiske havnebyer, Tyros dog først efter syv måneders belejring og med blodige følger for indbyggerne. Hans farligste modstander, admiralen Memnon, var død i 333 f.v.t. under et forsøg på at generobre øerne og byerne langs Lilleasiens vestkyst. Ved erobringen af alle havne fik Alexander den overlegne fønikiske flåde over på sin side og vandt således herredømmet til søs. I løbet af det næste år underlagde han sig hele Egypten, og i april 331 f.v.t. grundlagde han Alexandria, opkaldt efter ham selv. Dareios tilbød fred to gange, men Alexander afslog begge tilbud.

I sommeren 331 f.v.t. marcherede han mod Mesopotamien, krydsede Eufrat og Tigris og slog atter Dareios i slaget ved Gaugamela d. 1.10.331 f.v.t. Straks efter sejren lod han sig udråbe til konge af Asien. Han kunne nu uden sværdslag bemægtige sig Babylon og Susa, og i januar 330 f.v.t. holdt han sit indtog i Persepolis. I maj lod Alexander byen og paladset plyndre og afbrænde, angiveligt som hævn for persernes ødelæggelse af Athen i 480 f.v.t. Hævntoget mod Persien var nu forbi; de græske tropper blev kort efter hjemsendt, men mange af dem fortsatte i Alexanders hær som lejetropper.

Samme sommer satte Alexander efter Dareios, der imidlertid blev myrdet under flugten af sine egne satrapper. De næste tre år gik med at erobre de nordøstlige satrapier. Især i Baktrien og Sogdiana (329-327 f.v.t.) mødte han større modstand end før, i form af både guerillakrigsførelse og den brændte jords taktik. Et makedonsk hærkorps blev udslettet i 328 f.v.t., men Alexander svarede igen med samme mønt og inddrog bl.a. beredne persiske bueskytter som hjælpetropper. Det lykkedes ham først at få kontrol med området efter indtagelsen af, hvad man opfattede som den uindtagelige borg på Den Sogdianske Klippe. Angiveligt i forelskelse ægtede han den smukke Roxane, datteren af den besejrede kommandant Oxyartes, og han kunne nu fuldføre sin plan om et tog mod Indien. I foråret 326 f.v.t. krydsede hæren Indus, og ved overgangen over Hydaspes i maj besejredes den indiske fyrste Poros i Alexanders fjerde store feltslag, hvor den græsk-makedonske hær for første gang kom i kamp mod krigselefanter.

Alexander ville nu fortsætte marchen mod oceanet, som antoges at være verdens ende mod øst. Men hæren nægtede for første gang at følge sin konge og tvang ham til at vende om. Under sejladsen ned ad Indus i foråret 325 f.v.t. blev fjendtlige indiske stammer nedkæmpet og nærmest systematisk udryddet, og Alexander fik en pil i lungen under et angreb på en af mallernes byer. I efteråret 325 sejlede flåden under Nearchos fra Indus' munding langs kysten mod Den Persiske Golf, mens hærens hovedstyrke under Alexander drog gennem Den Gedrosiske Ørken, hvor over halvdelen omkom af hede og tørke.

Det næste halvandet år tilbragte han i Persepolis, Susa, Ekbatana og Babylon med at planlægge et søtogt syd om Den Arabiske Halvø og et storstilet felttog gennem Nordafrika frem mod Herakles' Støtter. Han blev ramt af sygdom i Babylon i maj 323 f.v.t. og døde 10. juni.

Officielt var formålet med Alexanders felttog at befri de græske bystater i Lilleasien fra det persiske overherredømme og hævne persernes angreb på Hellas (Grækenland) i 480 f.v.t. Efter Persepolis' brand blev de græske tropper da også afmønstret. Men Alexander fortsatte felttoget, nu som perserkongens efterfølger og med det erklærede mål at erobre hele det Perserrige, Dareios 1. havde hersket over omkring år 500 f.v.t.

I sine sidste år satte han sig endnu større mål, måske ligefrem at erobre hele verden. Kun hærens mytteri holdt ham tilbage fra at marchere mod oceanet i øst, og kort før sin død havde han planer om et erobringstogt frem til, hvad man opfattede som verdens ende i vest. Om Alexanders personlige motiver er vi dårligt underrettet, og de kilder, der omtaler hans længsel efter eventyr og erobring (hans pothos), er af nogle historikere blevet tillagt alt for stor betydning.

Under sine felttog grundlagde Alexander adskillige nye byer, dels som garnisoner, dels som centre for den ny administration af de erobrede provinser: kilderne nævner over 70 bygrundlæggelser. Formentlig kan kun halvdelen af dem føres tilbage til Alexander selv. De fleste byer fik navnet Alexandria, og de lå alle øst for Tigris, undtagen hans første og største bygrundlæggelse: Alexandria i Nildeltaet. Hver gang et satrapi var blevet erobret, udnævnte Alexander en ny satrap, indtil sidst i 331 f.v.t. blandt makedonere, derefter næsten altid persere med makedonske kommandanter ved deres side.

Alexander var makedoner og må have talt makedonsk med sine menige, men blandt officererne var omgangssproget attisk græsk, og han slog kun over på makedonsk, når følelserne løb af med ham. De makedonske konger påstod, at de nedstammede fra kongehuset i Argos og egentlig var hellenere. Alexander blev også græsk opdraget, og hans foretrukne lekture skal have været Homers Iliade.

Han giftede sig i 327 f.v.t. med Roxane og i 324 med Dareios 3.s datter Stateira. Men den, han elskede højest, var efter alt at dømme barndomsvennen Hefaistion, og da denne i 324 f.v.t. døde (af alkoholmisbrug), sørgede Alexander dybt, som Achilleus over Patroklos. Han deltog selv i den makedonske hærs mange massive drikkegilder, og i 328 f.v.t. kom han i fuldskab til at dræbe generalen Sorte Kleitos, der havde reddet hans liv under slaget ved Granikos.

Alexander var en karismatisk skikkelse, der kunne få sine mænd til at følge sig overalt (undtagen til verdens ende). Hans lederstil var at dele de meniges kår. Han kæmpede selv i første række, båret af sin stridshingst Bukefalos, og det er et mindre mirakel, at han ikke blev dræbt i felten. Hans ufattelige succes fik ham også til at tvivle på, om han var gud eller menneske. I Egypten drog han til Ammonoraklet i Siwaoasen for at spørge guden, hvem hans far var — for der verserede et rygte om, at Zeus i en slanges skikkelse havde sovet sammen med hans mor Olympias. Og kort før sin død påbød han alle de græske bystater at dyrke ham som en gud.

Alexander skal have udviklet en monarks typiske mistænksomhed: En formodet sammensværgelse mod ham førte i 330 f.v.t. til domfældelse og stening af kavalerigeneralen Filotas og til likvidering af dennes far, Parmenion. En formodet sammensværgelse i 327 f.v.t. blandt hoffets pager resulterede i fængsling og til sidst henrettelse af den græske hofhistoriker Kallisthenes, filosoffen Aristoteles' nevø.

Med sin erobring af Perserriget banede Alexander vejen for den anden hellenske kolonisation. Over hundrede nye byer blev i det følgende århundrede grundlagt af græske og makedonske indvandrere, og den græske kultursfære udvidedes fra Middelhavets og Sortehavets kystbyer til nu også at omfatte hele Den Nære Orient frem til Indus i øst og Den Arabiske Halvø i syd. Sammensmeltningen af perserne med grækerne og makedonerne mislykkedes. Men Alexanders erobringer førte til en sammensmeltning af grækerne og makedonerne, som kom til at udgøre en fælles overklasse i alle de nye bystater i det gamle perserrige.

I løbet af sin 13-årige regeringstid lod Alexander præge mønter i store dele af sit voksende rige. De byer, hvori mange af disse møntserier er præget, kan i dag bestemmes; den numismatiske forskning er dermed i stand til at levere selvstændige og ofte meget pålidelige oplysninger, der kan supplere arkæologiske fund og skriftlig viden.

Tetradrachmen (af værdien 4 drachmer) er en sølvmønt, der fik en fast udformning under Alexander. På forsiden ses helten Herakles med et løveskind som hovedbeklædning; portrættet blev identificeret med Alexander efter hans død, men er næppe blevet det, mens han levede . På bagsiden troner Zeus med en ørn på sin højre hånd. Alexanders navn står langs Zeus' lange scepter.

Denne mønttype, der måler ca. 27 mm i diameter og vejer ca. 17 gram, blev den vigtigste handelsmønt både inden for og uden for Alexanders store rige, og det vedblev den at være i adskillige generationer efter hans død. I hans levetid og umiddelbart derefter blev der slået mønter med hans navn fra Makedonien i nord til Egypten i syd og Babylon i øst; der kendes flere end 30 sikre møntsteder. Øst for Babylon kan et mobilt møntværksted meget vel have præget mønter til afholdelse af hærens løbende udgifter.

I moderne tid er Alexanders guld- og sølvmønter fundet i tusindvis, såvel inden for som uden for de landområder, der udgjorde hans rige. Af fundsteder, der ligger udenfor, kan fx nævnes Spanien og Sicilien, Georgien, Ukraine og Punjab.

• Makedonien
• Hellas
• Grækenland i oldtiden

Vor viden om Alexander og hans togt stammer fra Diodoros' 17. bog, Quintus Curtius Rufus' Alexanderhistorie (med en negativ vurdering af Alexander), Plutarchs Alexanderbiografi og fra vor hovedkilde: Arrianos' Anabasis (med en positiv vurdering af Alexander). De er alle sene forfattere (fra ca. 50 f.-150 e.v.t.), men de bygger på tidligere, nu tabte optegnelser og værker af generalen Ptolemaios 1., ingeniørofficeren Aristoboulos, admiralen Nearchos, hofmarskalen Chares og Kallisthenes, Alexanders officielle historiker indtil 327.