Monemvasia, (af græsk mone embasis 'eneste adgang'), græsk middelalderborgby, der ligger på et 300 m højt og stejlt forbjerg ved den sydøstlige kyst af Peloponnes i amtet Lakonien. En 1 km lang dæmningsvej forbinder klippehalvøen med havnebyen Gefira, også kaldet Nea Monemvasia, med 1231 indb. (2001).

Klippeborgbyen består af tre dele. På toppen af klippen ligger ruinerne af en byzantinsk borg fra 500-t. med omfattende forsvarsmurværker og den velbevarede ottekantede kirke Agia Sofia, bygget af Andronikos 2. i 1200-t. Den mellemste del består af middelalderbyen med tæt sammenbyggede huse i venetiansk stil. Her er flere større middelalderkirker, hvoraf hovedkirken Elkomenos Christos fra 1200-t. er den største i Lakonien. Den nedre del består af ruinerne af bymuren med tårne og bastioner og med byens eneste adgangsport.

Efter mange års økonomisk nedgang og afvandring er husene i dag opkøbt og restaureret som dyre ferieboliger. Klippeøen er blevet et eksklusivt ferie- og samlingssted for græske og udenlandske kunstnere. Der er flere mindre hoteller, og i dag er der 90 fastboende. Den græske lyriker Giannis Ritsos er født her. Der er skibs- og flyvebådsforbindelse til Piræus og Nafplio.

Historie

I oldtiden var klippehalvøen kendt under navnet Minoa og var antagelig flådestation. Den blev senere befæstet af grækere fra Lakonien, og fra 500-t. e.Kr. udviklede byen sig til en vigtig transithavn for Det Byzantinske Riges maritime handel. Den byzantinske kejser Michael 8. Palaiologos erobrede i 1262 byen fra frankerne. Kejseren udviklede Monemvasia til handelsmæssig hovedby for Peloponnes og havneby for Mistra. Efter Konstantinopels og Mistras fald til osmannerne i hhv. 1453 og 1460 kom Monemvasia i perioderne 1464-1540 og 1690-1715 under venetiansk herredømme som et militært støttepunkt for handelen med Levanten. Efter den tyske besættelse af Grækenland i 1941 blev 4000 allierede soldater fra New Zealand evakueret fra klippeøen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig