Epiros, Epeiros, nordvestlig region i Grækenland ved grænsen til Albanien; 9203 km2, 353.820 indb. (2001). Området består af amterne Ioannina, Arta, Preveza og Thesprotia. Hovedbyen er Ioannina med 61.629 indb. (2001). Epiros domineres af den nord-syd-gående bjergkæde Pindos. Højeste punkt er Smolikas (2637 m) nær grænsen til regionen Makedonien; på grænsen til Thessalien ligger Katarapasset (1705 m), Grækenlands højeste. Betydningsfulde vådområder for trækfugle findes i vest ved Amvrakikos-bugten og Kalamas-deltaet ved floden Thiamis' udløb i Det Joniske Hav. Nord for byen Ioannina ligger den 126 km2 store nationalpark Vikos-Aoos. Den blev etableret 1973 og er landets største.

Epiros har en omfattende og sjælden flora og fauna. Store dele er skovklædt med ege-, bøge- og nåletræer bl.a. sort fyr (Pinus Nigra). Der er bjørne, vildkat, vildsvin og vilde geder. Epiros har middelhavsklima og udgør et makiområde med vinterregn. Den årlige gennemsnitlige nedbør (1100 mm) er den andenstørste i landet efter Korfu

Epiros har som landets mest bjergrige region en betydelig hyrdedrift med geder og får; kun ca. 15% er dyrket, bl.a. med citrusfrugter, kartofler, tomater, kirsebær og oliven. 10% af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for industri (fødevarer, træ og kork, tekstil og beklædning, møbler og metalprodukter). Regionen har flere vandskraftværker ved floderne Aoos, Arachthos og Louros.

Turismen er mindre udviklet end i resten af landet, og det er hovedsagelig grækere, der holder ferie i regionens mange kølige bjerglandsbyer med gamle stenhuse. Regionen har flere skisportscentre. Epiros har betydningsfulde arkæologiske og historiske steder, fx Dodone, Grækenlands ældste orakel, og de dødes orakel, Nekromanteio. Epiros er kendt for sine 46 traditionelle Zagoria-landsbyer; se også Zagorohoria.

Regionen har ingen jernbaner, men hovedveje forbinder de større byer, og ved Ioannina og Preveza findes lufthavne. Desuden har havnebyen Igumenitsa færgeforbindelser til Patras, Korfu og Italien.

Historie

Kun den del af Epiros, der lå syd for floden Acheron, blev i oldtiden regnet med til Hellas. Området var befolket af en række større stammer, hvoraf de mægtigste var chaonerne, thesproterne og molosserne. Deres sprog tilhørte den nordvestgræske dialektgruppe. Epiroterne boede spredt i landsbyer og samledes først i bystater i hellenistisk tid. De eneste bystater i Epiros i arkaisk og klassisk tid var de korinthiske kolonier langs kysten med Ambrakia som den vigtigste. Den ældste betydelige bystat i selve Epiros var Kassope, grundlagt ca. 350 f.Kr. På denne tid blev alle de epirotiske stammer samlet i en forbundsstat under molosserne, hvis konge, Alexander, blev forbundets præsident. Molossernes kongehus havde nære forbindelser til Makedonien, og Alexanders søster Olympias var Filip 2.s hustru og mor til Alexander den Store. Under kong Pyrrhos blev Epiros en kort overgang en stormagt, men i 234 f.Kr. blev kongehuset styrtet, og det nydannede republikanske forbund blev herefter ledet af chaonerne. Ved Aemilius Paulus' erobring af Epiros i 168 f.Kr. blev landet hærget, og en stor del af befolkningen solgt som slaver. Et epirotisk forbund bestod dog frem til 146 f.Kr. I romersk kejsertid var Epiros en tid underlagt provinsen Achaia, men under Nero blev området en romersk provins.

I 400-t. e.Kr. blev Epiros plyndret af gotere og vandaler, og slaviske folk bosatte sig der i 500-t. Fra slutningen af 700-t. genvandt Byzans kontrollen over Epiros, der blev et støttepunkt for den byzantinske flåde mod bl.a. araberne. Epiros var gentagne gange i 1000- og 1100-t. udsat for angreb fra normannerne fra Sicilien, der i få år holdt Korfu. Efter tilintetgørelsen af Det Byzantinske Rige under det 4. korstog i 1204 blev Epiros et byzantinsk eksilrige, fra 1242 som fyrstendømme, et despotat. Despotatets græske fyrsteslægt holdt tronen indtil 1318, da den gik over til den italienske slægt Orsini, men 1337 kom Epiros igen under græske fyrster. 1348-85 var området under serbisk kontrol, derefter igen selvstændigt under italienske fyrster, indtil osmannerne erobrede Ioannina i 1430 og Arta i 1449. Epiros' kulturelle og økonomiske udvikling stagnerede under osmannerne, og en ny blomstring oplevedes først under Ali Paşa. Under Balkankrigene blev Epiros i 1913 indlemmet i Grækenland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig